GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

der en krig mod nogle oprørere var det lykkedes den således stedkendte
Balaam at kuppe sig til en overtagelse af magten i hovedstaden, så at der
ingen adgang var for Moses. Derefter kunne han holde hovedstaden
"som gidsel" overfor den etiopiske konge og dennes hær for at få dem til
at undlade at give Moses ophold, men i stedet pågribe ham og gøre det
af med ham.
Men her forregnede Balaam sig. Moses gik i forbund med kongen,
som derefter belejrede byen, der sluttelig blev indtaget ved hjælp af Moses
utraditionelle strategier (omtales i bind 5's kap. 4-5) - men det lykkedes
Balaam og hans sønner at undslippe. Moses' og kongens hjælp til hinanden
blev indledningen til Moses' mangeårige eksilophold i Etiopien.
Yderligere i en meget lang periode efter kongens død - her angiver
flere rabbinerskrifter cirka 25 år (cirka 6 år af Hatshepsuts sidste tid og
19 af Tuthmosis III’s år) regerede eller bestyrede Moses landet sammen
med enkedronningen, indtil den etiopiske konges søn var blevet myndig.
Eftersøgningstogtet til Sinai
Den tidligere omtalte genetablering af Sinais minedrift var foregået ved
at Hatshepsut i sit 13. regeringsår udrustede en ekspedition til de gamle
kobber- og turkisminer på Sinai for at lade dem genåbne efter århundreders
stilstand bl.a. under hyksosfolkets besættelse af Egypten.
Området kom herefter mere i fokus, hvorfor det var for risikabelt at
bruge Sinai som skjulested - i hvert fald ikke før efter interessen for minedriften
igen blev mindre prioriteret. Dette skete således 7-8 år efter
starten og derfor nogenlunde samtidig med Hatshepsuts regeringstids
ophør i 1488/1487 f.Kr.
At det var en rigtig vurdering af Moses ved sin flugt umiddelbart efter
skinhenrettelsen at undlade at søge til Sinai i første omgang, fremgår
med al tydelighed af, at Tuthmosis III nu foretog sig en ejendommelig
manøvre netop ved flugten, i Hatshepsuts år 16, dvs. i 1494/1493 f.Kr.
I påfaldende komisk kontrast til sine senere store hærtogter nordpå
til Palæstina og Syrien, som han siden blev berømt for, stillede han sig i
stor stil i spidsen for en hærafdeling - og i stedet for at sigte efter store
og glorværdige erobringsmål hastede denne nervøse faraoaspirant med
sin til formålet overdimensionerede flok soldater ud til det øde Sinai og
har skræmt livet af indbyggerne i stedets lille minearbejderby Serabit el-
Khadim.
Egyptologerne har aldrig kunnet forklare meningen med denne aktion.
Men ved at se det i sammenhæng med Senmuts/Moses' flugt bliver
det klart, hvorfor Tuthmosis III - da han ikke som forventet kunne lægge
hånd på Moses her på Sinai - i Wadi Magharah, ikke langt fra Serabit,
opstillede en stele med en inskription for at retfærdiggøre sit "togt".
Hans inskription angiver da, at togtet gik ud på, at:
123