GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

hvilket voldsomt omfang konspirationen nu havde bredt sig.
Det ville herefter blive svært for ham at undgå følgerne ved det påståede
drab på den specielle "faraos tjener". Situationen stemmer overens
med rabbinerskrifterne (Baring-Gould, 2, s. 83):
"...Moses afskyede (den nye) faraos venner, men var glad for
hans fjender...".
I fortsættelse beretter disse skrifter, at denne "farao trådte sammen med
sine varseltagere og rådgivere" - tydeligvis den kommendeTuthmosis III
og hans medsammensvorne ved hoffet og præsteskabet - der herefter
"blev enige om, at Moses skulle henrettes nu".
Ud fra en samlet vurdering kan opsummeres, at det er bekræftende
tydeligt, at der var arrangeret en fælde, hvor Moses ved uheld synes at
have dræbt en provokerende opsynsmand ved anlægsarbejderne i nord.
Det er også tydeligt, at den dræbte person, som farao omtalte som
"min tjener", må have haft en særlig status - ellers kunne et hændeligt
uheld med drab på en underordnet ikke have nedkaldt "farao"s dødsstraf
over Moses. Især ikke, da Moses/Senmut var temmelig usårlig ved - indtil
denne fase - at have den højeste status i Egypten efter Hatshepsut,
endnu mens hendes magt så småt begyndte at blive reduceret.
Men der fandtes dog en mulig udvej til at få Moses regulært henrettet,
nemlig hvis bagmændene kunne arrangere at forsyne den dræbte
med en embeds-identitetsplade med faraos segl, som angav, at det var faraos
herold - så var sagen en anden. Dette synes at forklare de to hebræeres
tilstedeværelse dagen efter, hvor de tilsyneladende har prøvet at finde
liget for selv igen at sikre sig den pågældende identitetsplade, før Moses
nåede at få nærmere kontakt med dette "fældende bevis" imod ham selv.
For alle gjaldt det - bortset fra farao selv - at straffen for at dræbe faraos
herold ubetinget var døden. Da dette med al sandsynlighed var den
eneste mulige fremgangsmåde til offentligt at kunne ramme en person
med så høj en status som i Senmuts/Moses' tilfælde, synes der derfor at
have været tale om drab - reelt eller fingeret - på en af faraos herolder.
At Senmut virkelig kunne rammes - om end ikke med døden - på
grund af hans egen nyerhvervede heroldstatus, blev et særligt problem
(se næste kap.). Jf. også fra senere tid, at de græske herolder, de løbende
budbringere, var urørlige: at krænke dem var som at krænke guderne.
Faraos herolder kunne optræde som officials eller som her, som anonyme
sendebud i særlige missioner; de stod inde for seglet med deres liv.
Var drabet blevet udført på en falsk herold, kunne en sådan uretmæssig
tilvejebringelse af et af disse registrerede segl - hvor tyveri eller falskneri
ellers kunne efterprøves og fælde misbrugeren - derfor kun være sket
ved accept fra en konspirerende gruppe inden for de højeste cirkler ved
hoffet og præsteskabet.
Under alle omstændigheder må det have vist sig, at den dræbte kun-
97