GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

Både Senmut og Moses som problem i forskningen
Mange historikere har undret sig over Senmuts så nære forhold til Hatshepsut
- og over den i realiteten kongelige måde, han selv optrådte på
ved sine embeder såvel som ved udformning af sine inskriptioner, statuer,
gravanlæg m.v. Flere forskere har i deres søgen prøvet at finde eller
opfinde forklaringer:
- En grafitti, fundet ved det især af Senmut arkitektonisk udførte
tempelanlæg i Deir el-Bahari, hævdes af visse forskere at forestille præcis
ham i en mere end øm scene med en fornem dame iført en muligvis
kongelig hovedbeklædning. Den vises dog uden regentens symbolik.
Alene derfor er det ikke Hatshepsut, men måske en prinsesse (jf. kap. 7),
og kun hvis den beklædning i det hele taget er kongelig. Trods denne
endog flerdobbelte usikkerhed, ses omtalte graffiti alligevel brugt til at
vise, at Senmut måtte være Hatshepsuts elsker.
Denne således udokumenterede påstand har mange accepteret uden
videre, skønt det aldersmæssigt set vil være langt mere naturligt at se
Senmut som hendes uægteskabelige barn. Hvorfor skulle Hatshepsut
ene blandt den tids herskere have holdt sig tilbage fra at have såkaldt
uægteskabelige børn? - det er hverken logisk eller historisk plausibelt.
Netop Senmuts unge alder kan vise en direkte sammenhæng, idet han
som flere gange nævnt som helt ung fik høj status og embeder, hvilket
kun en prins kunne have opnået. Men hvor derimod borgerlige - ligesom
f.eks. Senmuts plejeforældre - kun ville opnå dette i mindre grad, eller
først langt senere efter at have tjent sig op.
Som det stadig vil blive mere klart, synes også modstanden mod Moses
at tilsvare modstanden mod Senmut. Men hos forskerne er deres strid
og problemer om Moses som en historisk ægte figur forsøgt løst i visse
skoler ved simpelthen at afskaffe Moses ved at gøre ham ikke-eksisterende,
nemlig til blot en mytefigur, der, som omtalt, var konstrueret af
jødiske præster. De pgl. forskere har her gjort den vigtigste skikkelse i
jødernes historiske selvforståelse til en fiktion ved at hævde, at det var
præsternes fiktion! Attentatet på Moses - udført af hans samtids egyptiske
opposition, og senere i en vis grad af oldtidens bibelredaktører - har
her fået sin gentagelse i nutiden.
Også for Senmut synes forhold af denne art at ligne Moses' gådefulde
skæbne og tilmed behandlingen, han senere fik af forskerne. F.eks.
ses Senmut fremstillet som en opportunist, der satsede alt på Hatshepsut
- og tabte, nogen tid før hendes eget løb var slut. Hans netop gådefulde
forsvinden har således drillet egyptologerne, mens flere afviser et komplot
mod ham, og forskellige hypoteser om hans skæbne har efter tur været
i højsædet.
43