GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

efterfølgende ødelæggelser af hans navneinskriptioner, portrætter og statuer
- og yderligere ved at gennemføre en uhyggeligt "opløsende" efterligning
af ham - har modstanderne kunnet betragte resultatet som en succes.
For hvis Senmut/Moses snart igen dukkede op i Egypten, kunne han
gøre den for ham direkte uhyggelige opdagelse, at en anden - Tuthmosis
III - blev udgivet for at være den, der var portrætteret på flere ikke-ødelagte
billeder og statuer, som den fordrevne kronprins Moses selv oprindelig
var blevet afbildet på, mens Thutmosis ikke var gammel nok. Og
desuden finde, at andre relieffer af ham let var blevet "tilpasset" den nye
hersker i tekst og fremtoning (jf. begge har store næser).
Og han kunne her gøre den chokerende opdagelse, at hans personlige
navne også var overtaget af den anden! Fik man sit navn frastjålet,
"eksisterede man ikke". Med egypternes særlige opfattelse af statuer og
billeder har der også bag hele handlingen ligget en udøvelse af en magisk
proces til at støtte herskerskiftet.
Idet bedraget, "kopieringen" af Senmut/Moses - skønt efterhånden
gennemskueligt - har lettet magtovertagelsen for Tuthmosis III i den første
tid, må den samtidig have haft en nedbrydende effekt på Moses' formåen
til at tage kampen op.
Så for Moses selv personligt må det have været et psykisk oprivende
mareridt, som at være placeret magtesløs i et surrealistisk, fremmedgjort
univers: Præcis som i H.C. Andersens fortælling "Skyggen", hvor
kopien - skyggen, der slavisk efterlignede sin herres bevægelser og gøremål
- her stjal hans ære og anerkendelse og endda blev gift med en kongedatter!
"Originalen" gik herefter i opløsning ved at blive opfattet mere
og mere uvirkelig, og blev næsten selv som en skygge. Netop dét at en
skygge kunne afhugges og fjernes, var kendt i egyptisk mytologi.
Således placeret i den historiske periode, hvor en enkedronning blev
Egyptens første kronede kvindelige farao og derefter reduceret og fjernet
fra kongerækken, har Moses' skæbne ved hoffet formet sig på en sådan
måde, at den har været vanskelig at forstå allerede for den nærmest følgende
eftertid. Og endnu mindre forståelig for senere tiders historikere.
Et forsøg på personlig kompensation for den voldsomme udslettelse
og forglemmelse af det originale hændelsesforløb om den udstødte faraoprins,
må da have været blandt de vigtigste drivkræfter til, at Moses
senere nedskrev beretningen om sit liv. En beretning der, skønt siden
overleveret som brudstykker, i væsentlig udstrækning blev kernepunktet
i henholdsvis Bibelens Mosebøger og rabbinerskrifternes ældste dele.
Dette var imidlertid ikke nogen totalbeskyttelse af Moses-beretningen,
hvad også den senere udgave af Bibelen, redigeret i 400-tallet f.Kr.,
vil kunne demonstrere. Hvilket igen førte til yderligere forglemmelse af
den oprindelige Moses. Og dermed endelig, i dele af nutidens forskning,
til en videre svækkelse og endda opløsning af hans historiske identitet.
157