GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

selv). Netop arkitektur - som oldtidsforfattere omtaler ligeledes at Moses
mestrede - og som dengang var inspireret af det store kosmos, kan for
denne personlighed have været en naturlig indgang til den religiøse sfære.
Den særlige indsigt bag fagets skabeproces indgår da som gnisten til
en spirituel ekspansion.
Arkitektur baseret på en særlig traditions regler fra uendelig langt tilbage
i oldtiden kendes også for sine højder senere i Europa, især til religiøst
brug, jf. de store katedraler, bygget efter at man på korstogene fik
kendskab til de gamle traditioner fra Egypten. Kunst kan defineres som
et helt eller delvis åndeligt udtryk set gennem former i den fysiske verden.
Herom er forståelse af tidligere tiders overleverede viden mindre
udbredt i nutiden (f.eks. på tysk inkluderes arkitektur stadig i begrebet
Kunst, men tilhører ikke rigtigt det engelske art, og senest er arkitektur
især også blevet en del af underholdningsindustrien).
I egyptologien tales der nu om en særlig mening bag den gamle arkitektur.
Hidtil havde forskningen kun nøjsomt beskæftiget sig med spirituelle
aspekter i egyptisk design. Problemet er, at den gamle egyptiske
verden næppe forstås tilstrækkeligt uden nødvendigvis denne dimension.
Et spirituelt og psykisk grundlag unddrages opfattelsen og bliver
fremmedgjort, når oldtidens skatte betragtes fra en verden funderet i nutidens
avancerede teknologi.
Men f.eks. har en arkitekt ved Frankrigs egyptologiske kommission i
Egypten, Schwaller de Lubicz, i 50 år påpeget spor af den religiøse filosofi
bag egyptiske helligdommes arkitektur. Deres kosmologiske temaer
demonstreres også af bl.a. den amerikanske egyptolog David O'Connor (i
D. Silverman, ed.: "Searching for Ancient Egypt, 1997, s. 155-161).
I tiden frem til Moses’ barndom (interessant nok imens faraorådgiveren
Jethro, ifølge rabbinerskrifterne, endnu havde stor indflydelse ved
hoffet), ved begyndelsen af det "Nye Rige" og hermed det 18. dynasti,
ses i periodens stil flere udvidelser hen mod det arketypiske spirituelle
formudtryk. Her i det daværende religiøse centrum, Theben, blev f.eks.
de første (til Tuthmosis I) store obelisker udformet - monolitter som sofistikerede
kultobjekter. (Jf. kap. 4 og 10).
Allerede den tidlige oldtids templer var skabt arkitektonisk fra geometriske
harmonier og proportioner (med grundlag i arketypiske matematiske
urbilleder, ligesom de krystallinske og organiske former og endda
musik) og planlagt med sigtelinjer til Solens vendepunkter og til bestemte
stjerner.
'Guds rum'
Således fandtes en religiøst opfattet himmelgeometri, der ansås for at
være genspejlet på jordisk plan. Jf. Platon - der havde studeret i Egypten
- satte de geometriske love direkte i forbindelse med selveste skabelsen.
161