Da dannelsen gik ud - Interfolk

3. Definition af konferencer
og kurser med et alment sigte
I: Opgavens baggrund og sigte
Dette kortlægningsprojekts arbejdstitel var ”Kortlægning af nordiske VEU-kurser med et alment sigte”. Det er
således afgørende for opgaven at definere, hvad der menes med ”et alment sigte”, da denne definition udgør
den røde tråd både i den mere teoretiske gennemgang og kritik af de uddannelsespolitiske tendenser (hovedafsnit
II), i den mere empiriske kortlægning af den nordiske kursusvirksomhed og dennes grad af et alment
sigte (hovedafsnit III) og i de afsluttende vurderinger og anbefalinger for nordisk folkeoplysning og foreningsliv.
I dette kapitel fremlægges forståelsen af og defineringen af det almene sigte.
3.1 Den frie folkeoplysning
Folkeoplysningen har altid bygget på to søjler: En søjle med et fagligt sigte og en søjle med et alment sigte, men
de to søjler har ikke haft samme værdi. I den danske lovgivning for folkehøjskoleområdet har der været og er
fortsat et krav om, at det almene sigte skal udgøre mindst halvdelen af undervisningstiden. Kodeordene for det
almene sigte har været folkelig oplysning og livsoplysning, og i overensstemmelse hermed er skoleformen blevet
kaldet folkehøjskoler og ikke fx faghøjskoler. Det grundlæggende emne eller kerneydelsen for folkehøjskolen
har ikke været at oplyse om fag og bestemte fagligheder, men at oplyse om det ”folkelige” og om ”livet”.
Folkeoplysningen har hermed både principielt og traditionelt haft en særlig opgave og en særegen placering
i det samlede uddannelsesbillede. Folkehøjskolen og folkeoplysningen er for det første kendetegnet ved,
at de hører under den ikke-formelle sektor, som et frit, åbent og ikke eksamensgivende læringsområde. Det
er tale om frie skoleformer i flere betydninger. Området er fri for bestemte statslige faglige bekendtgørelser
og herunder bestemte eksamenskrav. Der er fri undervisningsret, da der ikke råder bestemte professionskrav
til lærerne. Der er fri adgang til at deltage, undervisningen skal være åben for alle uafhængigt af deres
særlige faglige forudsætninger og kompetencegivende eksamener, og det er frivilligt for eleverne at komme,
forstået på den måde, at et kursus i folkehøjskolen eller folkeoplysningen ikke udgør nogen nødvendighed for
at komme videre i et formelt kompetencegivende uddannelsesforløb.
Folkehøjskolen og folkeoplysningen er for det andet kendetegnet ved, at dets formål er at udfolde det almendannede
sigte, som det lød i lovgivningen frem til 1991, eller det almene sigte, som det hed efter 1991,
til forskel fra at udfolde et bestemte fagligt eller erhvervsrettet sigte. Formålet har ikke været at undervise
i fag, men med fag, at bruge det faglige som en henvisning til det almene. Folkeoplysningen opgave har ikke
primært været rettet mod det faglige, mod faget, professionen og arbejdslivet, men derimod rettet mod det
folkelige og det personlige liv med rod i det civile samfund.
Det kan lyde kryptisk, men angiver blot, at læringen i disse skoleformer ideelt set har et statsborgerligt eller
et almenmenneskeligt sigte med fokus på det fælles samfundsliv og det fælles menneskelige liv til forskel
fra et privatborgerligt sigte med fokus på en privat karriere i arbejdslivet. Den frie folkeoplysning er grundet
på den klassiske skelnen fra de borgerlige revolutioner mellem borgeren som ”bourgeois” og som ”citoyen”,
mellem borgeren som ”privatborger” og som ”statsborger”, eller som udtrykt med en moderne terminologi
fra EU´s memorandum om livslang læring, at der indgår et todelt mål om at både et medborgerligt og personlighedsudviklende
sigte og et beskæftigelsesfremmende sigte.
Folkeoplysningen er ikke alene om at have et personlighedsudviklende og et almendannende formål. Folkeskolen
vægter det første, og gymnasiet vægter det andet. Disse grunduddannelser bygger også på en forståelse
af, at børn og unge først og fremmest skal lære at blive menneske og borger, inden de vælger en særlig
professionsrettet uddannelse med henblik på at blive medarbejdere. De formelle grunduddannelser skelner
også mellem mennesket som privatborger og statsborger, mellem mennesket som medarbejder og mennesket
som medborger og medmenneske, og tilsvarende må læringen til disse forskellige roller ske i forskellige
fora og med en tidsmæssig forskydning. Universitet rummer også disse skel. På den ene side er det et sted for
den frie udvikling af viden til gavn for almenvellet og det statsborgerlige liv med rødder tilbage til Humboldts
nyhumanistiske universitet, og på den anden side er det i dag et sted for en strategisk eller instrumentel vidensudvikling
til gavn for et konkurrencedygtigt erhvervsliv.
13