Da dannelsen gik ud - Interfolk

II: Uddannelsespolitiske tendenser i EU og Norden
De korte videregående uddannelser (kvu) varer normalt 2 år og giver erhvervskompetence samt adgang til
relevante diplomuddannelser. Afsluttet eksamen giver akademigraden (AK). De mellemlange videregående
uddannelser (mvu) er vekseluddannelser, hvor der skiftes mellem praktik og teori. De varer normalt 3-4 år
og giver erhvervskompetence. Undervisningen er baseret på forskningstilknytning, og afsluttet eksamen giver
en bachelorgrad, der også åbner for adgang til relevante kandidatuddannelser.
De lange videregående uddannelser (lvu) er typisk universitetsuddannelser, der følger strukturen (bachelor:
3 år + kandidat: 2 år + ph.d.: 3 år). Bacheloruddannelser på universiteterne er en afsluttet teoretisk
uddannelse, der giver erhvervskompetence samt adgang til et kandidatuddannelsesforløb. Kandidatuddannelserne
er videregående teoretiske uddannelser af normalt 2 års varighed efter en fuldført bacheloruddannelse,
i alt 5 år, der giver erhvervskompetence. Som overbygning til kandidatuddannelsen findes forskeruddannelsen,
der afsluttes med en ph.d.-grad og er normeret til 3 år.
Voksenuddannelser kan opdeles i tre kategorier: formelt kompetencegivende uddannelse, ikke formelt kompetencegivende
uddannelse samt private kurser.
De formelt kompetencegivende voksenuddannelser består bl.a. af almen voksenundervisning (avu), hf-enkeltfag,
arbejdsmarkedsuddannelserne (amu/korte specifikt brancheorienterede kurser), voksenerhvervsuddannelser
(særlige voksenforløb på de ordinære erhvervsuddannelser) og åben uddannelse. Desuden findes
under det parallelle voksenuddannelsessystem Forberedende Voksenundervisning (fvu), der erstatter
læsekurser for voksne, og videregående voksenuddannelse (vvu), der kompetencemæssigt svarer til korte
videregående uddannelser. Desuden findes diplom- og masteruddannelser, som giver kompetence på niveau
med bachelor- og kandidatuddannelser.
Under de ikke-formelt kompetencegivende uddannelser findes aftenskoler, daghøjskoler og folkehøjskoler,
folkeuniversiteter m.fl. Omfanget og betydningen af disse frie folkeoplysende tilbud med rod i det civile samfund
er faldende i forhold til de mange nye offentlige tilbud for formel voksenuddannelse og til det voksende
private kursusmarked for virksomhedsrettet efteruddannelse. En stigende del af den frie folkeoplysning satser
derfor også på en overlevelsesstrategi om at udvikle en konkurrerende kompetencegivning, især i form af
at tilbyde og dokumentere ”realkompetencer” med relevans for erhvervslivet og videre studier.
Formål for grundskolen
Grundskolen omfatter både børnehaveklassen, folkeskolen, specialskolerne, privatskolerne og efterskolerne.
Folkeskolen er den centrale institution i grundskolen. I bekendtgørelsen af lov om folkeskolen 1 fastlægger §
1 formålet:
”§ 1. Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber,
færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige
personlige udvikling.
Stk. 2. Folkeskolen må søge at skabe sådanne rammer for oplevelse, virkelyst og fordybelse, at eleverne
udvikler erkendelse, fantasi og lyst til at lære, således at de opnår tillid til egne muligheder
og baggrund for at tage stilling og handle.
Stk. 3. Folkeskolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og bidrage til deres forståelse for
andre kulturer og for menneskets samspil med naturen. Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse,
medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens
undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”
Formålets fokus er elevens ”alsidige personlige udvikling” (det hele menneske), elevens evne til at kunne
”tage stilling og handle” (idealet om myndighed) og forberedelsen til frihed og folkestyre (den aktive medborger).
Det er udviklingen som menneske/medmenneske og medborger, der prioriteres, ikke den erhvervsrettede
oplæring til at blive en effektiv medarbejder. Lovens bestemmelser er præget af en humanistisk pædagogisk
diskurs med rødder både i den grundtvigske tradition og den nyere reformpædagogiske tradition,
der har præget seminarieområdet siden 1960’erne. Men begreber om dannelse indgår ikke.
1 Bekendtgørelse af lov om folkeskolen, LBK nr 393 af 26/05/2005
17