Da dannelsen gik ud - Interfolk

II: Uddannelsespolitiske tendenser i EU og Norden
Folkeoplysning og folkelig oplysning
Folkestyrets ide bygger på ansvarlige og myndige borgere, der har personlige holdninger og egne værdier. Det
demokratiske samfund bygger på et folk, der selv evner at tage stilling og vælge, et folk bestående af personer
der selv har et værdigrundlag og et livssyn, som udgangspunkt for meningssætningen, for de politiske valg. En
stærk folkelig ”styrelse” kræver en oplyst folkelig samtale i det civile samfund og i en fri offentlighed.
I det første forslag til ny dansk højskolelov fra 1993 anvendte man udtrykket ”folkeoplysning” om hovedsigtet
for højskolens virksomhed. Denne formålsbestemmelse blev efter indsigelser fra Foreningen for Folkehøjskoler
i Danmark ændret til ”folkelig oplysning”. For lægmænd kan denne skelnen virke pedantisk, men
den rummer en helt central forståelse af den folkelige oplysnings særegenhed og forskel til det statslige uddannelsessystem.
En forståelse, der også udgør livsnerven i det grundtvigske frihedssyn.
Hans Hauge har givet en klar bestemmelse af forskellen mellem ”folke-” og ”folkelig”. En forskel der ifølge
ham må præciseres for at undgå faren for at sammenblande det folkelige og det statslige.
”Det folkelige er bestemt som det ikke-statslige. Det folkelige er ikke imod staten. Men staten kan heller
ikke bestemme over det. Det er noget andet end staten. En stat kan ikke være folkelig. I denne skelnen
mellem det folkelige og det statslige ligger der for mig noget meget væsentligt. Det folkelige er da
noget, der forhindrer, at staten bliver alt. Der er i det folkelige en beskyttelse mod staten, men ikke noget
statsfjendsk. (..).
Når staten har med folket at gøre, så bliver folket til folke-. Der findes i Danmark en lang række folkeinstitutioner
(..). Det folkelige er heller ikke det hele, for det er nemlig dét, staten ikke kan råde over.
Gør staten det, så ændres det folkelige til, som jeg sagde folke-.
Folkeskolen er netop ikke for hele folket, for den er statens skole. Hvordan ved jeg det? Fordi den,
der ikke vil være i folkeskolen jo danner en Friskole. Bemærk navnet. Skolen er fri? For hvad? For at
være statslig. Det vil sige, at en folkeskole er en statsskole. Sådan kaldte man også før i tiden de gymnasier,
der var ejet af staten, ganske som vi har statsseminarier. Nu hedder det amtsgymnasier, ligesom
det i virkeligheden også hedder kommuneskoler. Det interessante er, at vi kalder en kommuneskole
for en folkeskole. Folke- som forstavelse, betyder ikke alle folk eller folkelig. Sætter vi stavelsen folke-
foran noget, så er det ikke for alle.(..). Folkebiblioteker da. Er de folkelige? Nej, for de er statslige. De
har jo statslige forpligtelser. De er ikke frie.
Det folkelige kommer derfor til at betyde fri. Frie skoler er folkelige. Højskoler er folkelige, fordi de
er frie, hvad statsskoler ikke er.” 163
Ove Korsgaard har med udgangspunkt i forskellen mellem de nationalliberales og grundtvigianernes demokratiopfattelse
også beskrevet den principielle forskel mellem ”folkeoplysning” og ”folkelig oplysning”. De nationalliberale
skelnede ikke mellem stat og samfund, og dermed ikke mellem statens vilje og folkets vilje. For
grundtvigianerne var det derimod afgørende at fastholde et skel mellem stat og samfund, for at sikre folkesuverænitetstanken,
at det var folket og ikke staten, der bestemte.
”Disse to opfattelser kan kaldes henholdsvis stats-national og folkelig-national. De nationalliberale
tilkendte statslige institutioner afgørende betydning for oplysningen af folket, grundtvigianerne derimod
satsede på ikke-statslige institutioner. På det sproglige plan førte det til en skelnen mellem folkeoplysning
og folkelig oplysning. Staten kan tage sig af folkeoplysning, men ikke af folkelig oplysning.
Til varetagelse af disse to former for oplysning blev der oprettet henholdsvis folkeinsitutioner og
folkelige institutioner. Almueskolen blev omdøbt til folkeskolen, statskirken til folkekirken, almuebiblioteker
til folkebiblioteker osv. Disse folke-institutioner er statsnationale institutioner. Folkeskolen
f.eks. en statslig institution, der sikrer alle borgere ret og pligt – til undervisning og oplysning.
Grundtvigianerne derimod vendte sig med stor voldsomhed mod det statslige skolesystem og oprettede
i stedet ikke-statslige institutioner, dvs. frie skoler og frie foreninger. Folkehøjskolen er folkelig,
fordi den i sin selvforståelse er fri. Den offentlige skole kunne principielt set ikke være folkelig, idet den
var knyttet til staten. Kun folkelige bevægelser og frie skoler kunne forestå folkelig oplysning.” 164
163 Hans Hauge: ”Folkelighed og statslighed” i Dansk Kirketidende (nr. 3, 1995). Uddrag blev bragt i Højskolebladet nr. 12, 1996
164 Ove Korsgaard: ”Oplysning og demokrati”, Arbejdspapir nr. 1, fra forskningsprojektet ”Voksenuddannelse, folkeoplysning og demokrati”.
Forskningscenter for voksenuddannelse, Danmarks lærerhøjskole, 1998, s. 8.
69