Da dannelsen gik ud - Interfolk

I: Opgavens baggrund og sigte
Folkeoplysningen bygger som folkeskolen og gymnasiet og delvis universitet på en humanistisk pædagogisk
diskurs, hvor den menneskelige udvikling og statsborgerlige myndighed er det primære mål og statens
og markedets udvikling er midler for den menneskelige frigørelse og lykke. Det ville også være underligt andet.
For den humanistiske diskurs er jo grundlaget for vores forfatning, for princippet om menneskerettigheder
og folkesuverænitet.
3.2 Det almene sigte og dannelsesperspektivet
Immanuel Kant formulerede det nye humanistiske oplysningsprogram i 1784. Mennesket skulle træde ud af
sin »selvforskyldte umyndighed« og have »mod til at betjene sig af sin egen forstand«. Mennesket havde nu
mulighed for at blive myndigt ved i frihed at bruge sin egen dømmekraft
Demokrati betyder folkestyre, og det centrale er princippet om folkesuverænitet. Det er folket selv, som
skal bære suveræniteten i samfundet. Men bag ved folkesuveræniteten, bag ved folkets politiske rettigheder
står individets civile rettigheder. Det er individets retsbeskyttelse mod en enevældig stat, borgernes tros- og
tankefrihed, deres ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, der skaber det moderne civile rum, der kan afføde kravet
om politiske rettigheder og pligter; og folkets nye politiske rettigheder skaber igen mulighed for, at nye
sociale, økonomiske og kulturelle krav kan komme på dagsordenen.
Det er menneskets historiske fremkomst som et frit og myndigt individ, der bærer kravet om folkestyre
frem. Staten hviler på folket, og folket bygger på et fællesskab af frie og myndige personer, der alle har retten
til at sætte mål og mening i tilværelsen. Hverken Gud, konge og fædreland, klaner eller klasser kan med henvisning
til nogen ret tilsidesætte den enkeltes ukrænkelighed og suverænitet. Det er humanismens kerne.
De moderne dannelsestanker udvikles, da det bliver påkrævet at definere de pædagogiske udfordringer i
en sekulær situation, hvor mennesket kræver myndighed over sin egen historie, og retningslinjerne ikke længere
er selvfølgeligt givet ovenfra. Nu skal mennesker i frihed selv give deres eget liv og det fælles samfundsliv
mening og mål. Pædagogikkens opgave er ikke længere at forme individet ud fra ydre nyttehensyn til kirken,
staten eller markedets interesser, men at sikre en fri dannelse mod det almenmenneskelige og statsborgerlige,
inden individerne bliver for opslugt af særlige erhvervsopgaver, sociale positioner og de medfølgende
særinteresser. Pædagogikken vil blive instrumentel, hvis uddannelse hovedsagligt bliver en tjener for disse
ydre instanser. Samfundet skal tilpasses det menneskelige og ikke omvendt
Dannelse handler om, at den lærende indgår i tre forhold: Til sig selv, til samfundet og til verden, og at selvudvikling
og omverdensorientering er dialektisk forbundne. Dannelse tematiserer mening og mål med den
enkeltes liv, men altid i en bredere sammenhæng og hermed i samspil med spørgsmål om mening og mål for
den fælles kultur og det fælles samfund. I en dannelsessammenhæng er den personlige selvrefleksion og selvkritik
uadskillelig fra social og kulturel refleksion og samfundskritik. Dannelsesdimensionen er afgørende
for, at borgerne kan udfolde en kommunikativ rationalitet.
Uddannelse handler om at bibringe den lærende en bestemt sum af kvalifikationer eller en bestemt sum af
viden og færdigheder til at løse bestemte opgaver, og den erhvervskompetencegivende uddannelse handler
om at udvikle kvalifikationer og herunder bløde holdningsprægede kvalifikationer lig kompetencer, der kan
bruges i en erhvervsmæssig sammenhæng.
Men problemet ved en læring, som kun består af kvalifikationsgivende uddannelse, er, at kvalifikationer i
sig selv, forstået som en særlig sum af viden, færdigheder og faglige holdninger er tavse om målet og missionen
med disse kvalifikationer. Kvalifikationer i sig selv er zweck-rationelle, de udgør midler til at løse bestemte
behov og opgaver, de handler om hvad og hvordan, men ikke om hvorfor. Hvorimod dannelse handler om
hvorfor, om de bagvedliggende mål og værdier, som disse kvalifikationer skal udfoldes fra og i forhold til.
Det problem forstærkes kun, når man fokuserer på de bløde sider af kvalifikationerne, der handler om
kompetencer. For kompetencer kan heller ikke formulere mål, der rækker ud over dem selv. Man kan have
kompetencer til samarbejde, men de anviser ikke, hvad man skal samarbejde om og hvorfor. Man kan have
kompetencer i kommunikation, men de anviser ikke, hvad man skal kommunikere om. Målet for kompetencerne
er at have dem, slet og ret, ikke at tilegne sig dem med henblik på mere omfattende mål eller sammenhænge
Kompetencer har isoleret set den ekstra svaghed i forhold til de hårde kvalifikationer, at de heller ikke er
forankret i kundskaber. For kompetencer hviler på to forudsætninger, de ikke selv sætter, nemlig målsæt-
14