Da dannelsen gik ud - Interfolk

II: Uddannelsespolitiske tendenser i EU og Norden
Striden mellem nyhumanister og filantropister
Nyhumanismen opstod som led i en større tysk kulturkritik, men den udvikledes også i konfrontation med en
anden tysk pædagogisk strømning, den oplysningsprægede borgerlige filantropi, der var inspireret af de positive
videnskabers fremmarch, og som knyttede an til fransk rationalisme og engelsk erfaringsvidenskab og
commonsense. Englænderen Francis Bacon formulerede i starten af 1600-tallet de nye visioner om, at viden
er magt, og John Locke udbyggede dem i slutningen af 1600-tallet. Målet var en ny og mere sikker erkendelse,
der skulle bygge på erfaring og induktion. Al erkendelse skulle være nyttig og bidrage til at forbedre menneskers
timelige vilkår. Den skulle altså hverken tjene teologien som hos pietismen eller personlighedsdannelsen
som hos nyhumanismen, men være det praktiske livs tjenerinde.
Filantropisterne ville, som navnet angiver, være ”menneskevenner” eller ”filantroper”. De tog skarpt afstand
fra pietisternes religiøst prægede undervisning og ville i stedet vægte nyttesynspunktet ud fra rationalismens
ånd og en utilitaristisk morallære. Med filantropien er den pædagogiske tænkning for alvor blevet
moderne. Udgangspunktet er mennesket konkrete behov og interesser. Skolen skal handle om det timelige
og det erfaringsmæssigt givne, og ikke det hinsidige eller traditionen. Realfagene fik en central placering.
Naturkundskab og geografi var vigtige fag, mens historie og klassisk sprog fik en lav placering. Praktiske erhvervsnyttige
fag og gymnastik blev også vurderet højt.
Johan Bernhard Basedow, der grundlagde den første filantropiske skole i Dessau i 1774, var den ubestridte
leder. Andre navne var Salzmann, J. H. Campe 168 , Trapp og Rochow, der alle så sig som hans elever. Man er fælles
om en rent ”verdslig” bestemmelse af de pædagogiske mål. Illustrationerne i Basedows hovedværk ”Elementarwerke”
fra 1774 angiver dette brud. Det første billede viser et køkken og det sidste er et emne fra den
græske mytologi. Bogen starter med det, som barnet erfarer, sult; og slutter med det, som ligger udenfor barnets
daglige horisont, mytologi. Barnet skal indføres i et kommende virksomt liv her på jorden.
Realiaorienteringen i den offentlige skole affødte en voldsom kritik fra nyhumanisterne. Hvad med kunsten
og kulturen, ja hvad med den frie ånd. Skulle den bare sygne hen til fordel for en ren vulgærmaterialistisk
instrumentalisme. ”Bestialitet” benævnte Ernst August Evers i 1807 denne udvikling. 169 At studere udelukkende
for nyttens skyld blev anset for mindreværdigt af nyhumanisterne. De ville arbejde for elevernes
”humanitet”, mens filantroperne arbejdede for deres ”animalitet”. 170 Humboldt anså også realiaorienteringen
som et tegn på tidens optagethed af ting mere end mennesker, af masser mere end individualitet og af den
ydre nytte i stedet for de indre værdier.
Som tysk undervisningsminister i 1809 udmøntede Humboldt idealerne til virkelighed. Han søgte at omsætte
Schillers æstetisk-politiske program i et egentligt pædagogisk program ved at skabe institutionelle
rammer for ”allgemeine Bildung” eller almendannelse. Det var hans vision, at alle børn først skal gennem en
almen menneskeuddannelse før deres erhvervsretning. Han opdelte skolesystemet i elementarskole, gymnasium
og universitet. Elementarskolen skulle omfatte alle børn til konfirmationsalderen, og indeholde både teoretiske,
praktiske og musiske fag. I gymnasiet blev der lagt mere vægt på historie og de klassiske sprog, især
græsk. Hans modstandere filantropisterne ønskede i stedet at lægge vægt på de naturvidenskabelige fag og
moderne sprog. Efterfølgeren Niethammer ønskede plads til begge spor og søgte en mellemløsning mellem
nyhumanismens almene dannelse og filantropisternes erhvervsrettede undervisning.
Den nyhumanistiske front kunne således ikke forhindre, at realiaorienteringen fra anden halvdel af 1800-tallet
triumferede i grundskolen og realskolerne og de tekniske højskoler, og at den vandt en vis vægt i gymnasiet
og dele af universitetet. I grundskolen blev det pædagogiske ideal at opdrage børn og unge til at blive flittige
og duelige mennesker. Et muligt æstetisk fag som tegning blev begrundet med den håndværksmæssige
og praktiske nytteværdi, og den praktiske tegnepædagogik stod fremmed overfor den romantiske og kunstpædagogiske
forestilling om, at beskæftigelsen med kunsten kunne skabe en kulturel berigelse og personlig
dannelse. Det at se på eller frembringe kunst for nydelsens og dannelsens skyld blev nu endeligt regnet som
unyttigt, snobbet ja karaktersvækkende for den opvoksende ungdom.
168 Campe er især kendt for sin bearbejdelse af Defoes roman, Robinson Crusoe. Et sindbillede på det klassisk moderne livssyn, robinsonaden.
169 Se Helene Illeriis, Billede, pædagogik og magt, s. 95.
170 Se K. Grue-Sørensen, Opdragelsens historie, bind II, s. 232
74