II: Uddannelsespolitiske tendenser i EU og Norden Det var samme erhvervsrettede forståelse, som prægede det danske formandskab i Nordisk Ministerråd i 2005, og det viste sig bl.a. i de særlige prioriteringer, som kom til at gælde for Nordplus Voksen programmet i 2006, hvor de fire indsatsområder, som skulle prioriteres i godkendelse af ansøgninger var anerkendelse af realkompetencer, kvalitets<strong>ud</strong>vikling, effektmåling samt voksnes basisfærdigheder. Det er dét, som også kaldes tæt politisk styring. Den danske regerings ensidigt erhvervsrettede mål med ”livslang læring” har fra sommeren 2007 fået et tra<strong>gik</strong>omisk <strong>ud</strong>tryk på Undervisningsministeriets hjemmeside. 162 På forsiden er der en hovedmenu for hovedområderne for <strong>ud</strong>dannelsessektoren, og det ene hovedområde benævnes nu ”arbejdsmarkeds<strong>ud</strong>dannelser og livslang læring”. Det er klar tale. For Ministeriet handler ”den livslange læring fra vugge til grav” åbenbart kun om en ting: Uddannelse til arbejdsmarkedet. 162 Se Undervisningsministeriets hjemmeside: www.uvm.dk 67
II: Uddannelsespolitiske tendenser i EU og Norden 9. Livslang læring - med demokrati og dannelse? 9.1 Den nordiske model og det levende folkestyre De nordiske lande er fælles om at have et vel<strong>ud</strong>viklet velfærdssamfund med en stor offentlig sektor, en konkurrencedygtig blandingsøkonomi, et højt <strong>ud</strong>dannelsesniveau og et velorganiseret arbejdsmarked samt et stærkt civilt samfund med tradition for folkeoplysning og et omfattende frivilligt foreningsliv. Den nordiske model er præget både af en det 20. århundredes stærke socialdemokratisk arbejderbevægelse, som har været drivende for velfærdsstatens <strong>ud</strong>vikling og sikringen af et velorganiseret arbejdsmarked, af det 19. århundredes liberale folkelige bevægelser med rod i bondestanden, som <strong>ud</strong>viklede et stærkt civilt samfund, det 18. århundredes fremskridtvenlige godsejerstand og enevælde, som sikrede en velorganiseret og oplyst retsstat, og den foregående reformation, som gødede jorden for en protestantisk arbejdsetik og et folkeligt nationalt fællesskab. En <strong>ud</strong>løber af de folkelige bevægelser var den nordiske <strong>ud</strong>gave af det antiautoritære oprør, der bredte sig i de vestlige lande efter 1968 med rod i st<strong>ud</strong>enterbevægelsen og de nye mellemlag, og som her satte spor med nye græsrodsbevægelser, lokale borgerinitiativer og ikke mindst kvindefrigørelsen. De forskellige sociale klasser og politiske og folkelige strømninger har på forskellig vis bidraget til dét, som mange anser for adelsmærket for de nordiske lande – et velfærdssamfund præget af en stærk folkelig oplysning og et levende folkestyre. Folkesuverænitet Men dette adelsmærke er ikke i høj kurs i den aktuelle europæiske og nordiske dagsorden, hvor nøgleordet er livslang læring. Umiddelbart kan det lyde som en urimelig påstand, da et af hovedmålene for den livslange læring netop er ”active citizenship”, men det hænger sammen med, at dannelsesbegrebet og folkesuverænitetstanken ikke spiller nogen rolle i det i det nye paradigme om livslang læring. Det kræver en nærmere begrundelse. Demokratiets gennembr<strong>ud</strong> i forrige århundrede var banebrydende. Demokrati betyder folkestyre, og det centrale er princippet om folkesuverænitet. Det er folket selv, som skal bære suveræniteten i samfundet. Tankegangen var revolutionær i forhold til de gamle regimers legitimeringsformer, og den fik også praktisk omstyrtende effekt for alle sider af samfundslivet. Men bagved folkesuveræniteten, bag ved folkets politiske rettigheder er individets civile rettigheder. Det er individets retsbeskyttelse mod en enevældig stat, borgernes tros- og tankefrihed, deres ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, der skaber det moderne civile rum, der kan afføde kravet om politiske rettigheder og pligter; og folkets nye politiske rettigheder skaber igen mulighed for, at nye sociale, økonomiske og kulturelle krav kan komme på dagsordenen. Det er menneskets historiske fremkomst som et frit og myndigt individ, der kræver selvbestemmelse over egne anliggender, som bærer kravet om folkestyre frem. Staten hviler på folket, og folket bygger på et fællesskab af frie og myndige personer, der alle har retten til at sætte mål og mening i tilværelsen. Det er humanismens kerne. Menneskerettighederne bærer folkesuveræniteten, og folkets vilje er kun begrænset af, at den ikke må overtræde individets retsstilling i det folkelige fællesskab. Folkesuveræniteten bygger på frie myndige individer, der i fællesskab kan menings- og målsætte rammerne for statens virke. Dialogen om meningssætningen må ske i en fri offentlighed og i frie forsamlinger i det civile samfund, <strong>ud</strong>en statsligt formynderi. Folkestyret bygger på en adskillelse mellem stat og samfund. Der skal sættes grænser for statens magt, og den afgørende grænse er, at staten ikke må søge at styre folkets meningsdannelse. Det ville vende folkesuverænitetstanken på hovedet, og staten vil blive totalitær. Staten som <strong>ud</strong>øvende magt kan bestemme, hvad folk skal kunne, hvad de skal lære i mere snæver faglig forstand, opstille pensakrav i bekendtgørelser etc. Men staten som regering og ministerium kan ikke bekendtgøre, hvad folk skal mene, hvilket livssyn folket skal have <strong>ud</strong>en at ende som en formynderstat. Folkets holdningsmæssige autonomi er helt afgørende i et liberalt samfunds- og menneskesyn og i en republikansk demokratiopfattelse – og vi kan tilføje, det er helt afgørende i det grundtvigske syn på demokrati. 68
Change language