Da dannelsen gik ud - Interfolk

II: Uddannelsespolitiske tendenser i EU og Norden
I den danske lovgivning kan voksenuddannelsesområdet opdeles i to hovedområder, dels den erhvervsrettede
og formelle voksenuddannelse og dels den frie folkeoplysning, og de områder har så flere forskellige love.
Loven om arbejdsmarkedsuddannelserne vægter entydigt beskæftigelsesegnetheden ud fra en instrumentel
uddannelsesforståelse, hvorimod lovene for det folkeoplysende område vægter den personlige og medborgerlige
udvikling ud fra en humanistisk og demokratisk uddannelsesforståelse og et dannelsesteoretisk perspektiv.
Men der er stigende pres fra regeringens side for at få samordnet de to områder, så det beskæftigelsesmæssige
sigte kan komme til at sætte dagsordenen.
I Norge har folkehøjskolerne deres egen dannelsesprægede lov, mens der gælder en fælles lov for de formelle
voksenuddannelser og oplysningsforbundene, og det er tydeligvis folkeoplysningens tradition, der
præger det fælles formål om at bidrage til ”et mere meningsfyldt liv” ved at først at fremme ”den enkeltes
værdiorientering og personlige udvikling” og dernæst at bidrage til ”selvstændig indsats og samarbejde med
andre i arbejde og samfundsliv”.
I Sverige er en stor del af den formelle voksenuddannelse dækket af den fælles skolelov for grundskole,
ungdomsuddannelser og voksenuddannelse, hvor personlig udvikling og medborgerskab er centrale. Folkeoplysningsforbund
og folkehøjskoler deler lov, hvor den samfundsmæssige nytte gennem styrket medborgerskab
og social inklusion vægtes højt, mens betydningen af den personlige udvikling som et mål i sig selv
er mere uklart.
I Finland er hele området, såvel den almene formelle voksenuddannelse, den erhvervsrettede voksenuddannelse
som den frie folkeoplysning underlagt sigtet om livslang læring, hvor det især er medborgerskab og
social inklusion og beskæftigelsesegnethed som betones. Der er dog en særlig lov for folkeoplysningen, som
omfatter folkehøjskoler, oplysningsforbund, medborgercentre (voksenuddannelsescentre), idrætsuddannelsescentre
og sommeruniversitet, hvor delmålet om personlig udvikling indgår ved siden af de tre andre delmål.
Inden for voksenuddannelserne er Norge mest præget af en humanistisk og dannelsespræget diskurs,
mens Danmark er opdelt i en meget erhvervsrettet og en udtalt dannelsespræget diskurs. Sverige og Finland
er derimod kommet længere i hele områdets indordning under det nye paradigme ”livslang læring”, hvor det
dannelsesprægede sigte er underordnet en mere utilitaristisk og instrumentel diskurs.
I den danske og norske folkeoplysning er traditionen fra Grundtvig stærk, og Grundtvig var på mange måder
et barn af den tyske romantik og nyhumanisme, men med en særlig betoning af oplysningen nedefra og
den personlige og folkelige frihed, der vandt stor indflydelse i de to lande bl.a. på baggrund af den nationalliberales
elites fallit efter nederlaget i 1864. Derimod er den svenske og finske folkeoplysning ikke specielt
knyttet til Grundtvigs folkelige oplysning, men mere til den rationalistiske og utilitaristiske tradition om at
udbrede viden til folket ovenfra til gavn for samfundshelheden eller det statsligt bårne folkehjem.
Disse tendenser gælder hele uddannelsesområdet. På den ene side står det gamle tvillingerige Norge og
delvis Danmark, som repræsenterer en humanistisk tradition med inspiration fra den tyske dannelsestænkning,
og på den anden side den gamle føderation for Sverige og Finland med rødder i en mere utilitaristisk
angelsaksisk pædagogisk tradition og en fransk inspireret rationalistisk oplysningstænkning.
34