Da dannelsen gik ud - Interfolk

II: Uddannelsespolitiske tendenser i EU og Norden
græske rødder, fordi den tyske kultur var åndeligt beslægtet med den græske kærlighed til frihed og individualitet.
Forkærligheden for det græske kontra det romerske fik et opsving ikke mindst under og efter den
franske revolutions forfald og de efterfølgende Napoleonskrige, men Goethe og Herder havde tidligere angivet
den kritiske holdning til den franske civilisation.
Grundtanken er, som Herder formulerer det en rejsebeskrivelse i1769, ”Bildung zur Humanität“. Mennesket
skal dannes, ikke længere i Guds, men i sit eget og menneskehedens billede. Den dobbelte betydning af
ordet Bildung er svær at oversætte til andre sprog. På fransk bruges formation, på engelsk self-formation og
på dansk dannelse. Det har kun fundet en dækkende oversættelse i det svenske ord bildning. Fordi Bildung
henviser både til verbet bilden (forme, gestalte), der svarer til det danske udtryk dannelse med dets betydning
af både proces og resultat, og til substantivformen Bild, der angiver en videre betydning som et ”forbillede”.
Den svenske idehistoriker og højskolemand Bernt Gustavsson har fremhævet dannelsens dobbelte bevægelse.
”Begrebet dannelse har siden sin historiske opståen udviklet sig hovedsagligt ud fra to aspekter. Det
svenske ord for dannelse, bildning, kan associeres til ”danne” (bilda) og ”billede”. ”Danne” har at gøre
med menneskets aktive frembringelse af dets egen personlighed og ligger tæt på ordene ”skabe” og
”forme”. ”Billede” ligger derimod tæt på ”forbillede”. 167
Dannelsesprocessen bæres af den lærendes frie selvorientering, men den er præget af de forbilleder, der åbnes
(med hjælp fra læreren) gennem fagenes tyngde og almene perspektiver. Der er tale om en kategorial
dannelse, der i lige grad prøver at inddrage dannelsens materiale og formale sider. Kravet til den materiale
side, det faglige indhold er, at det skal fremstå i en prægnant form og samtidig spejle en større helhed og almene
værdier. Kravet til den formale side er, at læringen virker karakterdannende gennem den frie personlige
tilegnelse. Således at stoffet ”åbner” sig for eleven i material henseende, og at eleven i formal henseende
”åbner” sig for det, der skal læres. Dannelsesprocessen rummer en udfoldelse i dobbelt forstand, både ved at
den enkelte elev udfolder sig selv, og ved at livet og verden udfolder sig for ham og hende.
Dannelse udfoldes gennem det frie personlige møde med den viden og de værdier, som den fælles kultur
har udviklet. Det er misvisende at kalde denne proces for selvdannelse, for der er tale om en indføring i noget
større end den enkelte, en vekselvirkning mellem den enkelte og det almene, mellem det individuelle og
det universelle. Den personlige udvikling sker ikke i navlebeskuende selvudvikling, men i åbningen mod det
større fællesskab, i mødet med det almenmenneskelige. Den vellykkede dannelse sker, når den lille og den
store historie kan mødes. Målet er som i den klassiske dannelsesroman og Odysséen, at individet forlader sit
hjemsted for i mødet med den større verden at blive klogere på livet og sig selv og herigennem finde et livsdygtigt
forhold mellem egne behov og tilværelsens krav og muligheder.
Dannelsesteorien bygger på, at mennesket indgår i tre forhold: Til sig selv, til samfundet og til verden, og at
selvudvikling og omverdensorientering er dialektisk forbundne. Dermed er selvrefleksion og -kritik uadskillelig
fra social refleksion og samfundskritik, og denne sammenhæng er en grundlæggende faktor for menneskelig
myndighed, der må udfoldes i et forudgivet fællesskab. Målet var dannelse til at blive et helt menneske,
og ikke oplysningstidens ideal om opdragelse og uddannelse til at blive en klog og hermed nyttig borger. Individet
skulle ikke formes ud fra ydre nyttehensyn til kirken, staten eller markedets interesser, men frit danne
sig mod det almenmenneskelige og statsborgerlige, inden det blev for opslugt af særlige erhvervsopgaver,
sociale positioner og de medfølgende særinteresser. Pædagogikken ville blive instrumentel, hvis uddannelse
hovedsagligt blev en tjener for disse ydre instanser. Samfundet skulle tilpasses det menneskelige og ikke omvendt.
Dannelsesidealet var ifølge Humboldt ”den højeste og mest velproportionerede eller afbalancerede
udvikling af mennesket.”
Nyhumanismen ville imødegå, at privatborgerens perspektiv blev dominerende, og at markedet blev hele
livet. Det var den større omverdensorientering, den brede kulturindsigt og den almene moralske ansvarlighed
som var på dagsordenen. Det var statsborgeren og det almenmenneskelige, ja verdensborgeren som var
dannelsens sigte.
167 Bernt Gustavsson: Dannelse i vor tid, p. 18
73