Da dannelsen gik ud - Interfolk

II: Uddannelsespolitiske tendenser i EU og Norden
Disse to hovedmål for livslang læring udvides dog umiddelbart efter med henvisning til Lissabon-erklæringens
tredelte mål: ”Livslang læring er væsentlig som politik for udvikling af medborgerskab, social samhørighed
og beskæftigelse”. Tankegangen er,
”at uddannelse gennem hele livet ikke blot hjælper med til at fastholde konkurrenceevnen og beskæftigelsesegnetheden,
men at det også er den bedste måde at bekæmpe social udstødelse på. Livslang
læring er nøglen til at sikre den sociale integration og til at opnå lige muligheder for alle” 51
Til understøttelse af dette tredelte mål henvises til, at de seneste G8-møder for første gang har understreget,
at livslang læring for alle er vigtig i vidensalderens nye økonomier.
”Education and skills are indispensable to achieving economic success, civic responsibility and social
cohesion.“ 52
Kort sagt er tilgangsvinklen og rammeforståelsen domineret af en instrumentel diskurs. Læring og uddannelse
ses næsten udelukkende som midler til at løse økonomiske, politiske og sociale problemer. En humanistisk
forståelse af uddannelse og læring som et mål i sig selv for menneskelig og kulturel udvikling er fraværende
i Memorandummet, og som det skal belyses i kapitel 6.2 og 6.3, blev det også et centralt kritikpunkt i
landenes høringssvar.
En bred læringsramme
I det 3. afsnit ”Et borgernes Europa gennem livslang læring” fremlægges et udvidet læringsbegreb. Begrebet
livslang læring har to sider. Den livslange (lifelong) dimension angiver, at læring må foregå gennem hele livet
fra vugge til grav, og den livsbrede (lifewide) dimension angiver, at individers læring sker i en bred sammenhæng
af både formelle, ikke-formelle og uformelle situationer. De tre grundlæggende kategorier for læringsaktiviteter
defineres på følgende vis:
”Formel læring foregår på uddannelsesinstitutioner og fører til anerkendte eksamensbeviser og kvalifikationer.
38
Ikke-formel læring foregår uden for de formelle uddannelsessystemer og fører normalt ikke til egentlige
uddannelsesbeviser. Ikke-formel læring udbydes fx på arbejdspladsen og gennem aktivitet inden
for civilsamfundets organisationer og grupper (som fx ungdomsklubber, fagforeninger og politiske
partier). Den kan også udbydes gennem organisationer eller tjenester, som er blevet oprettet for at
supplere de formelle uddannelsessystemer (det være sig kunst-, musik- og idrætsundervisning eller
privatundervisning som forberedelse til eksaminer).
Uformel læring forekommer som en naturlig del af hverdagslivet. I modsætning til formel og ikke-formel
læring er uformel læring ikke nødvendigvis bevidst læring og opfattes derfor sandsynligvis ikke af
den enkelte som noget, der bidrager til hans eller hendes viden og færdigheder.” 53
Den relativt positive modtagelse af Memorandummets budskaber også fra den frie folkeoplysnings område
skyldtes i høj grad lanceringen af dette udvidede begreb om læring. For det åbner umiddelbart op for en større
anerkendelse af den læring, som foregår inden for de områder for ikke-formel læring, som folkeoplysningen
og det frie foreningsliv repræsenterer.
Tilsvarende kunne denne større anerkendelse af de ”realkompetencer”, som udvikles indenfor den ikkeformelle
”uddannelsessektor” også åbne for nye samarbejdsmuligheder og partnerskaber med den formelle
uddannelsessektor.
”Med til billedet af livslang læring og ’lifewide learning” som en uafbrudt proces hører også, at de forskellige
uddannelsesniveauer og -sektorer inklusive ikke-formelle områder skal indgå i et tæt samarbejde.
Her vil begrebet ”effektivt samarbejde” indebære, at man strækker sig videre end ved hidtidige
anstrengelser for at bygge broer og indslusningsforløb mellem de forskellige dele af de eksisterende
systemer. (. .) Visionen om gradvis osmose medfører en dobbelt udfordring: først skal det anerkendes,
51 Memorandum, p. 6
52 Cologne Charter – Aims and Ambitions for lifelong learning, G8 Summit Meeting, Cologne, June 1999.
53 Memorandum, p. 8-9