Da dannelsen gik ud - Interfolk

IV: Vurderinger og anbefalinger
som kan placere viften af nøglekompetencer i et helhedspræget pædagogisk syn. Der er ikke blot tale om, at
man benytter en ny terminologi for det samme. Der er reelt tale om en betydningsforskydning og et betydningstab
i forhold til den pædagogisk humanistiske tradition, som stadig har et stort ord at sige i love og bekendtgørelser
for uddannelsesområderne i de nordiske lande og i mange andre europæiske lande.
De nordiske lande er fælles om at have et veludviklet velfærdssamfund med en stor offentlig sektor, en konkurrencedygtig
blandingsøkonomi, et højt uddannelsesniveau og et velorganiseret arbejdsmarked samt et
stærkt civilt samfund med tradition for folkeoplysning og et omfattende frivilligt foreningsliv. De forskellige
sociale klasser og politiske og folkelige strømninger har på forskellig vis bidraget til dét, som mange anser for
særkendet ved de nordiske lande – et velfærdssamfund præget af en stærk folkelig oplysning og et levende
folkestyre. Men dette særkende ved den nordiske model er ikke i høj kurs i den aktuelle europæiske og nordiske
dagsorden, og det hænger som belyst i kapitel 9 sammen med, at dannelsesbegrebet og folkesuverænitetstanken
ikke spiller nogen rolle i det nye paradigme om livslang læring.
Den nordiske model og dens uddannelses- og kulturpolitik er under et stærkt pres både fra den politiske
harmonisering i EU og den økonomiske integration i verdensmarkedet. Men det er ikke nogen naturlov, at der
kun findes ét neoliberalistisk svar på denne udfordring.
Den politiske udvikling er kendetegnet ved, at armslængde-princippet er under nedbrud i forhold til mange
sektorer. De nordiske regeringer og Nordisk Ministerråd udfolder en stigende politisk detailstyring og
kontrol af hele uddannelses- og kulturområdet, herunder af den tidligere ret frie folkeoplysning. Det er ikke
særligt liberalt, og paradoksalt nok bruges den øgede politiske kontrol ikke til at beskytte værdifulde sider
i den nordiske model, men derimod til at nedbryde disse kendetegn ved den nordiske model for at sikre, at
den erhvervsrettede markedslogik nemmere kan slå igennem. De nordiske traditioner for et humanistisk og
dannelsespræget uddannelsessystem og en fri folkeoplysning og et stærkt foreningsliv i det civile samfund er
en hindring for den neoliberale værdikamp, der søger at skabe en verden i markedets billede. Men da markedskræfterne
ikke selv er stærke nok til at nedbryde disse forhindringer, må staten hjælpe markedet med
at sikre den instrumentelle fornufts gennemslag i disse institutionsområder; og det sker gennem en politisk
kontrolleret nedbrydning af de særlige nordiske kendetegn.
Et forsvar for den nordiske model og de værdier, som den repræsenterer, behøver hverken at være nostalgisk
eller indad skuende ”nordisk-national”. De værdifulde sider ved de nordiske samfund er ikke noget særligt
nordisk, men derimod de sider, som er kommet længst i forhold til at indfri universelle idealer. De nordiske
lande har været og er et foregangsområde for indfrielse af menneskerettigheder, folkesuverænitet og
global ansvarlighed. Den nordiske model udgør en levende inspirationskilde for humanisme og demokrati
med global betydning.
Det tjener hverken de nordiske lande eller verden, at de mest værdifulde sider ved den nordiske model
nedbrydes for at sikre en nemmere integration i et kapitalistisk domineret verdensmarked. I forlængelse af
murens fald i 1989 forudsagde den amerikanske politolog Francis Fukuyama i 1993 med bogen Historiens
afslutning og det sidste menneske, at den liberalistiske samfundsorden endegyldigt havde sejret. Verden var
blevet normal igen. Den var blevet liberal og markedsøkonomisk og den instrumentelle fornuft kunne blive
enerådende.
Så simpelt er det trods alt ikke. For selvom den aktuelle form for globalisering er domineret af en markedsøkonomisk
rationalitet, så rummer globaliseringen også kulturelle og politiske dimensioner. Verden er kulturelt
set blevet noget af en landsby, hvilket Muhammed-krisen var et godt eksempel på, og politikken må i
denne situation også blive mere international og global i sit sigte.
Men her står vi overfor det særlige problem ved den aktuelle form for globalisering, at den er præget af
en dyb asymmetri i forholdet mellem økonomi og politik. På den ene side har vi et globalt marked for varer
- hvilket ikke er nyt, - men også et frit marked for kapital og efterhånden også for arbejdskraft, især den virtuelle
del. Varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft bevæger sig frit mellem nationer og over staternes
grænser. På den anden side har vi ikke globale politiske institutioner, som tidligere på nationalt niveau, der
kan tøjle og civilisere dette marked. Med den seneste fase i globaliseringen er de rå markedskræfter sluppet
løs, uden at den politisk demokratiske styring er fulgt med, hverken fra oven på det institutionelle legale plan
eller fra neden i det civile samfund.
186