Da dannelsen gik ud - Interfolk

II: Uddannelsespolitiske tendenser i EU og Norden
9. Livslang læring - med demokrati og dannelse?
9.1 Den nordiske model og det levende folkestyre
De nordiske lande er fælles om at have et veludviklet velfærdssamfund med en stor offentlig sektor, en konkurrencedygtig
blandingsøkonomi, et højt uddannelsesniveau og et velorganiseret arbejdsmarked samt et
stærkt civilt samfund med tradition for folkeoplysning og et omfattende frivilligt foreningsliv.
Den nordiske model er præget både af en det 20. århundredes stærke socialdemokratisk arbejderbevægelse,
som har været drivende for velfærdsstatens udvikling og sikringen af et velorganiseret arbejdsmarked, af
det 19. århundredes liberale folkelige bevægelser med rod i bondestanden, som udviklede et stærkt civilt samfund,
det 18. århundredes fremskridtvenlige godsejerstand og enevælde, som sikrede en velorganiseret og oplyst
retsstat, og den foregående reformation, som gødede jorden for en protestantisk arbejdsetik og et folkeligt
nationalt fællesskab. En udløber af de folkelige bevægelser var den nordiske udgave af det antiautoritære oprør,
der bredte sig i de vestlige lande efter 1968 med rod i studenterbevægelsen og de nye mellemlag, og som
her satte spor med nye græsrodsbevægelser, lokale borgerinitiativer og ikke mindst kvindefrigørelsen.
De forskellige sociale klasser og politiske og folkelige strømninger har på forskellig vis bidraget til dét, som
mange anser for adelsmærket for de nordiske lande – et velfærdssamfund præget af en stærk folkelig oplysning
og et levende folkestyre.
Folkesuverænitet
Men dette adelsmærke er ikke i høj kurs i den aktuelle europæiske og nordiske dagsorden, hvor nøgleordet
er livslang læring. Umiddelbart kan det lyde som en urimelig påstand, da et af hovedmålene for den livslange
læring netop er ”active citizenship”, men det hænger sammen med, at dannelsesbegrebet og folkesuverænitetstanken
ikke spiller nogen rolle i det i det nye paradigme om livslang læring. Det kræver en nærmere begrundelse.
Demokratiets gennembrud i forrige århundrede var banebrydende. Demokrati betyder folkestyre, og det
centrale er princippet om folkesuverænitet. Det er folket selv, som skal bære suveræniteten i samfundet. Tankegangen
var revolutionær i forhold til de gamle regimers legitimeringsformer, og den fik også praktisk omstyrtende
effekt for alle sider af samfundslivet.
Men bagved folkesuveræniteten, bag ved folkets politiske rettigheder er individets civile rettigheder. Det er
individets retsbeskyttelse mod en enevældig stat, borgernes tros- og tankefrihed, deres ytringsfrihed og forsamlingsfrihed,
der skaber det moderne civile rum, der kan afføde kravet om politiske rettigheder og pligter;
og folkets nye politiske rettigheder skaber igen mulighed for, at nye sociale, økonomiske og kulturelle krav
kan komme på dagsordenen. Det er menneskets historiske fremkomst som et frit og myndigt individ, der
kræver selvbestemmelse over egne anliggender, som bærer kravet om folkestyre frem. Staten hviler på folket,
og folket bygger på et fællesskab af frie og myndige personer, der alle har retten til at sætte mål og mening i
tilværelsen. Det er humanismens kerne. Menneskerettighederne bærer folkesuveræniteten, og folkets vilje er
kun begrænset af, at den ikke må overtræde individets retsstilling i det folkelige fællesskab.
Folkesuveræniteten bygger på frie myndige individer, der i fællesskab kan menings- og målsætte rammerne
for statens virke. Dialogen om meningssætningen må ske i en fri offentlighed og i frie forsamlinger i det
civile samfund, uden statsligt formynderi. Folkestyret bygger på en adskillelse mellem stat og samfund. Der
skal sættes grænser for statens magt, og den afgørende grænse er, at staten ikke må søge at styre folkets meningsdannelse.
Det ville vende folkesuverænitetstanken på hovedet, og staten vil blive totalitær. Staten som
udøvende magt kan bestemme, hvad folk skal kunne, hvad de skal lære i mere snæver faglig forstand, opstille
pensakrav i bekendtgørelser etc. Men staten som regering og ministerium kan ikke bekendtgøre, hvad folk
skal mene, hvilket livssyn folket skal have uden at ende som en formynderstat. Folkets holdningsmæssige
autonomi er helt afgørende i et liberalt samfunds- og menneskesyn og i en republikansk demokratiopfattelse
– og vi kan tilføje, det er helt afgørende i det grundtvigske syn på demokrati.
68