7. juni 2013, 233 sider, 5,7 mb - Grønlandsk grammatik

1 Typologien i grønlandsk
Her gives en oversigt over det sproglige materiale der indgår i grønlandske sætninger, og der
argumenteres for at grønlandsk er et polysyntetisk og dermed agglutinerende sprog med
flekterende elementer. Begreberne intern og ekstern grammatik, svarende til hhv. derivation
og syntaks, introduceres.
1.1 Ordklasser
Fleksionsmønsteret giver grundlag for at opstille fire overordnede grønlandske ordklasser
der hver kan underdeles i yderligere ordklasser på baggrund af ordenes funktioner: nominer,
demonstrativer, verber og partikler.
○ Nominer er appellativer, proprier (person- og stednavne) og de fleste pronominer (stedord:
uanga, jeg). Appellativer fungerer som substantiver (navneord: illu, hus) og adjektiver
(tillægsord: nutaaq, ny). Nominer har nominal fleksion (§ ‎4.1).
○ Demonstrativer er demonstrative pronominer (påpegende stedord: una, den/det/han/
hun) og demonstrative adverbier (påpegende biord: uunga, hertil). Disse ord kan som de
eneste forsynes med præfikser. De demonstrative pronominer har desuden et særligt
sæt kasusendelser (§ ‎4.2.1). Ordklassen er lukket: den omfatter et begrænset antal ord
og tillader ikke nydannelser.
○ Verber (udsagnsord) er enten transitive (takuaa, han ser det) eller intransitive (anivoq,
hun går ud) med hver deres morfologi (§ ‎4.3.5.4) og syntaks (§ ‎6.6.5).
○ Partikler fungerer som adverbier (biord: maanna, nu), konjunktioner (bindeord: aamma,
også) og interjektioner (udråbsord: uumaak, du dér!). De tillader kun fleksion i ganske
begrænset omfang: Tidsadverbier kan forsynes med oblik kasusendelse (§ ‎4.1.1.2):
maannamut, indtil nu, og interjektioner deriveret med nominale tilhæng kan bøjes i flertal:
inequnannguit, hvor er de søde! Det samme gælder nogle interjektioner dannet af
demonstrativrødder: qakkorsii, hør, I derinde!
• Adverbier findes der ikke mange af. Man kan skelne mellem adverbale adverbier, demonstrative
adverbier (§ ‎4.2.3), tidsadverbier (§ ‎6.7.3) og spørgende adverbier (§ ‎6.8).
Adverbale adverbier er der ganske få af: assut, meget; imma, lidt. De modererer verber
og er deriverbare, men i begrænset omfang: assorsuaq, af al magt; immannguaq,
en lille smule; immannguaannaq, kun lidt; immakanneq, ikke så voldsomt.
De få selvstændige adverbale adverbier suppleres med modalisformer af nominalstammer
(sivisuumik, længe) og en lang række tilhæng (se § ‎5.4.3). Der er også eksempler
på adverbale adverbier dannet ved derivation, her af demonstrativt adverbium:
tassanngaannaq, pludselig. Adskillige enklitiske partikler (§ ‎3) har også adverbiel funktion.
• Konjunktioner er også en ordklasse af ganske begrænset omfang: aamma, også; imaluunniit,
eller. Nogle konjunktioner fungerer også som neksusdannende partikler
(§ ‎6.1.5). Nogle enklitiske partikler (§ ‎3) har konjunktional funktion.
• Interjektioner er mere talrige og er desuden neksusdannende (§ ‎6.1.6). Se også § ‎1.1.1.
© Flemming A.J. Nielsen 2013 11