7. juni 2013, 233 sider, 5,7 mb - Grønlandsk grammatik

www.groenlandskgrammatik.dk Skrift og lyd
rekommer traditionelt kun i indlyd. I moderne talesprog forekommer dog udtrykket sall,
det er løgn! jf. § ‎1.1.2.
ng er én kort konsonant der udtales som ng i dansk sange: angigaa, hun synes det er for meget.
Den hertil svarende lange konsonant skrives nng: anngigaa, han holder det hemmeligt.
p udtales uaspireret, omtrent som dansk b, men artikuleret samme sted som dansk p: pupik,
svamp.
q er en uvulær klusil. Den dannes samme sted som dansk r, men med fuldstændigt lukke,
som dansk hårdt g artikuleret samme sted som r: qaa, kom i gang! For denne lyd indførte
Kleinschmidt tegnet ĸ (ĸa). Poul Egede og Otto Fabricius skelnede ikke i deres retskrivning
mellem k og q, men senere forfattere gjorde det. Fx brugte Peter Kragh tegnet k’ for q;
andre skrev kr eller ḱ. Lyden er almindelig i grønlandsk og forlænges ofte: qaqqaq, fjeld;
qaqqaqaqaaq, der er enormt mange fjelde.
r udtales som i dansk. Når r lukker en stavelse, er lyden ustemt som i ældre dansk styrke:
arnaq, kvinde. I andre positioner er r stemt, ligesom i ældre dansk: erinaq, melodi.
rr er en ustemt velær frikativ, som tysk ch i ach, og forekommer kun i indlyd: nerrivik, bord.
For denne lyd benyttede Fabricius tegnet rʼ rʽ .
s dækker over to lyde i ældre centralvestgrønlandsk, hhv. s som i dansk: isuma, mening, og
retroflekst s, omtrent som i sheik: isi, øje (tidligere stavet hhv. isse (Kleinschmidt) og irse
(Fabricius og Egede)). Den manglende skelnen i nutidig retstavning markerer at de to slyde
ikke er betydningsadskillende i standardsproget.
t udtales i reglen uaspireret, omtrent som dansk hårdt d: taaka, derhenne. Før i og allofonen
e er udtalen affrikeret som i dansk Tivoli [t s ]: tiguaa, han tager det; teriaq, mus.
ts er én lang, affrikeret konsonant [tt s ]: Maniitsoq (stednavn); atsa, faster.
v kan ikke forlænges og skrives derfor heller ikke dobbelt; se § ‎2.4.2.
2.2 Tonegang og intonation
Forståelsen af hvad der bliver sagt, afhænger i nogen grad af tonegang og intonation.
2.2.1 Tonegang
Stavelserne har forskellig vægt. Tunge stavelser intoneres højere eller dybere end lette stavelser.
Herved skanderes de ofte meget lange ord i en karakteristisk rytme og melodi. I de
sidste tre stavelser før pause ændrer tonegangen sig; se § ‎2.2.2.
Lette stavelser er korte og åbne, dvs. de har kort vokal og ingen slutkonsonant: ini, værelse,
begge stavelser. Det betyder ikke noget for stavelsesvægten om stavelsen begynder med
en konsonant eller ej. Lette stavelser udtales monotont i et hastigt tempo.
Tunge stavelser har lang vokal med eller uden slutkonsonant, eller kort vokal med slutkonsonant:
aavaa, han henter det, begge stavelser; meeqqat, børn, begge stavelser; arnaq,
kvinde, begge stavelser; angut, mand, sidste stavelse. Lang vokal udtales ofte højere end
kort vokal, og tunge stavelser med kort vokal ligger ofte dybere end de lette stavelser, men
til syvende og sidst afhænger det af den talendes dialekt, personlige stil og taleintention om
de tunge stavelser ligger højere eller dybere end lette stavelser.
Det er vigtigt at skelne omhyggeligt mellem lange og korte lyde i udtalen: asiginnarparput,
vi forsager ham (kirkeligt sprog); assigiinnarparput, vi ligner ham fuldstændigt.
© Flemming A.J. Nielsen 2013 21