7. juni 2013, 233 sider, 5,7 mb - Grønlandsk grammatik

4 Fleksion
Fleksion er læren om hvordan ord bøjes. Bøjningsendelser (fleksiver) fastlægger det enkelte
ords funktion i sætningen og viser hvordan det forholder sig til de øvrige ord. Grønlandske
bøjningsendelser indeholder også informationer om tal (ental eller flertal), person (1., 2. eller
3. person, med eller uden koreference (se §§ ‎4.1.2 og ‎6.4) og, for verbers vedkommende,
modus (fortælling, spørgsmål, befaling, ønske, årsag, betingelse, samtidighed). Man må skelne
mellem tre typer fleksion, svarende til tre bøjningsklasser: nominal, demonstrativ og verbal
fleksion.
4.1 Nominal fleksion
Nominer (om ordklasser, se § ‎1.1) bøjes i kasus (se § ‎4.1.1) og tal: ental og flertal. På Kleinschmidts
tid var der også dualisformer (totalsformer) på -k (nogle er medtaget i denne bog),
men de var allerede sjældne dengang og er forsvundet i standardsproget, bortset fra i ordet
marluk, to. Det sker dog at de dukker op alligevel, især i dialekterne og i litterært sprog.
Et nomen har ofte personendelse (§ ‎4.1.2). Nogle nominer bruges endda kun med personendelse:
qeqqa, midten af det/centrum.
Køn findes ikke som grammatisk kategori, heller ikke ved pronominer. Man skelner altså
ikke grammatisk mellem han og hun.
Låneord og udenlandske navne der ender på en konsonant, grønlandiseres med affikset
{+i} hvortil de normale endelser føjes: Flemmingip sikkilia, Flemmings cykel.
Adjektiver findes ikke som selvstændig ordklasse. Hvor to kongruerende nominer kombineres,
kan det ene moderere det andet (se § ‎6.2.4.1.2 om kongruensadled). Tilstandsverber
nominaliseret med {+Toq} (se § ‎5.6.1.2.3) har ofte adjektivisk funktion. En lang række
nominer fungerer i praksis som adjektiver: qorsuk, grøn; nutaaq, ny, men de bøjes præcist
som alle andre nominer.
4.1.1 Kasus
Kasus udtrykker de forskellige syntaktiske relationer som nominer kan indgå i. I grønlandsk
må man skelne mellem i alt 11 kasus der fordeler sig i fire grupper: Kongruerende kasus, oblikke
kasus, nominativ-akkusativ kasus og vokativ. Personendelser og demonstrative pronominer
har særlige kasusformer; se §§ ‎4.1.2 og ‎4.2.1.
4.1.1.1 Kongruerende kasus
Absolutiv og relativ er de normale markører af en
sætnings fokuserede aktanter (subjekt og objekt; se
§§ ‎6.1.1.4, ‎6.1.1.5). De bruges også ved tilhørsforhold
af typen Flemmings cykel; se § ‎6.5.3.1. Både
nominer og personendelser (§ ‎4.1.2) forekommer i
Absolutiv
Relativ
Ental Dualis Flertal
begge kasus. Ved nominer uden personendelse er det dog kun i ental at der kan skelnes
mellem absolutiv og relativ, og selv da ser det ud til at brugen af relativformer er vigende i
nutidigt talesprog.
© Flemming A.J. Nielsen 2013 33
-Ø
-p
-k -t