7. juni 2013, 233 sider, 5,7 mb - Grønlandsk grammatik

Forord
Grønlandsk tilhører en sproggruppe, eskimoisk, der er opstået i Alaskas kystområder; her er
den sproglige diversitet stadig markant større end i de andre regioner hvor der tales eskimoiske
sprog. Fra Alaska har disse sprog bredt sig mod øst og vest til kysterne af Tjukotka, Canada
og Grønland hvor de i dag i alt tales af ca. 90.000 mennesker.
Eskimoisk fordeler sig i tre grupper hvoraf én nu er uddød: Yupik-sprog tales i den østligste
del af Tjukotka (naukanski yupik mod nord og centralsibirisk yupik mod syd og på St.
Lawrence-øen), nogle øer i Bering-strædet og først og fremmest i det sydlige Alaska (centralalaskansk
yupik og alutiiq yupik) af ca. 10.000 personer. Inuit-sprog tales i det nordlige Alaska
(iñupiaq), i Canada (inuktun mod vest, inuktitut i øst: Nunavut, Nunavik (det nordligste
Quebec) og Nunatsiavut (Labrador)) samt i Grønland (kalaallisut). De fire yupik-sprog er ganske
forskellige indbyrdes, men inuit-sprogene danner et dialektkontinuum over et kolossalt
geografisk område. Iñupiaq, inuktun, inuktitut og kalaallisut må derfor betragtes som hoveddialekter
af det samme sprog.
Den tredje gren af eskimoisk består af et enkelt sprog, sirenikski, der blev »opdaget« så
sent som i 1895 i nogle landsbyer i den sydlige del af Tjukotka-halvøen. Allerede i 1980 var
der kun to ældre mennesker tilbage der talte sirenikski; sproget uddøde helt i 1997. Det var
tydeligt eskimoisk, men dog så forskelligt i forhold til både yupik og inuit at sirenikski må anses
for at have udgjort sin egen gren af de eskimoiske sprog.
Eskimoisk er beslægtet med aleutisk der i dag tales af færre end 100 personer hvoraf
langt de fleste er ældre mennesker. Der er ikke med sikkerhed påvist slægtskab til andre
sprog, men der er markante korrespondenser mellem eskimoisk-aleutiske, palæosibiriske og
altaiske sprog. Derimod er der ingen indicier for et slægtskab mellem eskimoisk-aleutisk og
de nordamerikanske nabosprog. En grundig introduktion til inuit-sprogene i et eskimoiskaleutisk
perspektiv, dog med hovedvægt på inuktitut, er Louis-Jacques Dorais’ The Language
of the Inuit fra 2010; heri findes også en meget omfattende bibliografi.
Man kan skelne mellem tre grønlandske dialektgrupper: nordgrønlandsk i Thule-området,
østgrønlandsk på østkysten og vestgrønlandsk på vestkysten syd for Kap York. Denne bog
behandler centralvestgrønlandsk, som i dag er officielt sprog i Grønland, og lader de andre
inuit-dialekter ude af betragtning. Enkelte dialektvarianter som høres i Nuuk, er dog medtaget.
Centralvestgrønlandsk tales, lidt varierende, i Sisimiut, Maniitsoq og Nuuk, men udbredes
over hele Grønland som sprognorm i både de trykte og elektroniske medier. Benævnelsen
»centralvestgrønlandsk« beror på en historisk tilfældighed. Sproghistorisk set befinder
Nuuk-dialekten sig i et yderområde fordi denne egn er blandt de sidste der blev koloniseret
af inuit efter at nordboerne havde forladt Grønland midt i 1400-tallet. Ca. 50.000 mennesker
menes i dag at have grønlandsk som modersmål.
Hovedvægten er lagt på nutidigt grønlandsk skriftsprog, og beskrivelsen bygger på den
aktuelle lingvistiske forskning i kombination med egne iagttagelser. Grønlandsk deler skæbne
med mange andre små sprog i den forstand at det, trods næsten 300 års forskning, er
dårligt beskrevet i sammenligning med verdens store sprog; der er derfor stadig gåder at
opklare.
Terminologien afviger i nogen grad fra gængse beskrivelser af grønlandsk, men af hensyn
til bogens brugbarhed bruges også mere traditionelle grammatiske betegnelser. Især har jeg
fundet det nødvendigt at karakterisere verberne på en ny måde så der opereres med fire diateser,
her forstået som kombinationer af tre parametre der hver har to mulige tilstande:
aktionsart (aktiv/passiv), agentivitet (agentiv/nonagentiv) og transitivitet (transitiv/intransi-
© Flemming A.J. Nielsen 2013 3