Endelig analyserapport elektronisk udgave

Kapitel 5
Normer, social kapital og incitamenter
Undersøgelser viser, at der i befolkningen er stor opbakning til universelle
velfærdsydelser, der finansieres kollektivt over skatterne, jf. Green-
Pedersen m.fl. (2004). Opbakningen er væsentlig, hvis finansieringen fortsat
skal kunne foregå kollektivt. Det er især universelle tilbud som sundhed,
ældrepleje, folkepension og uddannelse, som befolkningen bakker op
om, mens ordninger, der afhænger af modtagerens behov, som kontanthjælp
og boligsikring, får mindre opbakning.
Den manglende kobling mellem bidrag og ydelser i den danske velfærdsmodel
indeholder imidlertid en konflikt. Modellen forudsætter, at vi alle føler
ansvar over for hinanden og i særdeleshed over for dem, der ikke kan
klare sig selv. Omvendt indebærer modellen også en tilskyndelse til personligt
at sikre sig størst adgang til velfærdsrettigheder, fordi det umiddelbart
ikke påvirker den enkeltes skattebetaling at modtage overførsler eller
kræve flere serviceydelser. Adgangen til velfærdsydelser reduceres for
den enkelte heller ikke som følge af skatteunddragelse.
En mindsket ansvarlighed over for fællesskabet kan følge af, at vi i vores
forsøg på at regulere en fælles ansvarlighed gennem love og rettigheder
har overdraget den enkeltes ansvarlighed til et anonymt system, og at den
enkelte derfor ikke længere føler et ansvar i forhold til sine medborgere.
Det er vanskeligt at måle tendenserne til at unddrage sig den fælles ansvarlighed.
Et tegn på, at solidariteten er mindsket i det danske samfund,
er dog, at undersøgelser peger på, at sort arbejde er blevet mere udbredt.
En væsentlig udfordring for velfærdssamfundet er at fastholde den enkeltes
ansvarlighed og samtidig bevare det universelle i velfærdssamfundet,
der er centralt for velfærdssamfundets opbakning.
Øget individualisering behøver ikke være en trussel mod solidariteten i
samfundet. Men individualisering kan føre til krav om større valgfrihed i
forhold til offentlige ydelser. Dette er en fordel på det individuelle plan, da
befolkningens behov bedre opfyldes. Ulempen kan være, at omkostningerne
typisk vil stige, da mulighederne for stordriftsfordele i frembringelsen
af velfærdsydelser mindskes. Hertil kommer, at det kræver organisatoriske
ændringer i den offentlige sektor at producere mere differentierede velfærdstilbud.
Et andet aspekt af valgfrihed, nemlig valgfrihed med hensyn til
at vælge mellem løn og fritid i de kollektive overenskomster, kan bringe
finansieringen af velfærdssamfundet under mere pres via et lavere skattegrundlag.
99