Endelig analyserapport elektronisk udgave

Boks 6.4: Baumoleffekten
Kapitel 6
Den canadisk-amerikanske økonom William Baumol påpegede i 1967, at en langsommere
produktivitetsudvikling i arbejdskraftintensive serviceerhverv generelt
fører til en fordyrelse af disse ydelser, idet man måtte forvente en nogenlunde
ensartet lønudvikling i de enkelte sektorer.
”…..Our model tells us that manufactures are likely to continue to decline in relative
cost and, unless the income elasticity of demand for manufactured goods is
very large, they may absorb an ever smaller proportion of the labor force, which if
it transpires, may make it more difficult for our economy to maintain its overall rate
of growth……”., jf. Baumol (1967).
Baumols betragtninger implicerede således følgende:
• Større relative prisstigninger i lavproduktive sektorer end i de højproduktive.
• En større del af arbejdsstyrken over tid vil blive beskæftiget i lavproduktive
erhverv.
• Den samlede produktivitetsudvikling falder, fordi lavproduktive erhverv får
stadig større vægt i den samlede økonomi.
Allerede i 1965 havde Baumol dog i en artikel sammen med Bowen peget på, at
bl.a. udøvende kunst over tid ville blive relativt fordyret over tid som følge af, at
produktionen er stærkt arbejdskraftintensiv.
”…..It is apparent that the live performing arts belong to the stable productivity
sector of our economy. The legitimate theatre, the symphony orchestra, the
chamber group, the opera, the dance – all can serve as textbook illustrations of
activities offering little opportunity for major technological change. The output per
man-hour of the violinist playing a Schubert quartet in a standard concert hall is
relatively fixed, and it is fairly difficult to reduce the number of actors necessary for
a performance of Henry IV, Part II”.
Baumoleffekten kan gøre sig gældende i både offentlig og privat produktion.
Forekomsten af effekten har således ikke i sig selv noget at gøre med,
om ydelsen produceres i offentlig eller privat regi. Institutionelle forhold
kan imidlertid betinge, at Baumoleffekten kan være større i den offentlige
sektor end i den private sektor.
For det første stilles brugerne af kollektivt finansierede serviceydelser ikke
over for en pris, og har derfor ikke enkeltvis nogen umiddelbar tilskyndelse
til at reducere deres forbrug, selvom den relative kostpris for samfundet
øges. Der kan dog argumenteres for, at denne problemstilling modificeres
af, at udbuddet af offentlige serviceydelser fastlægges politisk og ikke af
brugerne.
For det andet kan der argumenteres for, at offentlig produktion af serviceydelser
ikke nødvendigvis er underlagt samme grad af priskonkurrence
som produktionen af private serviceydelser, og at der derfor ikke er samme
automatiske pres for at forbedre produktiviteten. En stram styring af
127