Endelig analyserapport elektronisk udgave

Kapitel 9
tægter – som placerer dem uden for lavindkomstgruppen: At være økonomisk
begrænset er ikke det samme som at være socialt udsat, og det er
dermed ikke altid muligt at målrette omsorgen for de svage grupper i samfundet
ved hjælp af indkomstkriterier.
Hvem, der er svage, kan altså ikke afgøres ud fra indkomstforholdene alene.
Det understreges af, at det danske samfund i dag i en lang række situationer
tilbyder et alternativ til at forsørge sig selv ved arbejde i form af
diverse muligheder for offentlige overførsler, der omfatter flere end de,
som af helbredsmæssige grunde eller på grund af manglende jobmuligheder,
ikke har mulighed for at arbejde. I afsnit 9.3. præsenteres en identifikation
af, hvem der er svagt stillede, som baserer sig på en undersøgelse
af befolkningens opfattelse af, hvilke grupper der er svage, og af, i hvilket
omfang velfærdssamfundet har en særlig forpligtelse i forhold til disse
grupper. I afsnittet gives desuden, med udgangspunkt i afgrænsninger,
der er almindeligt forekommende i den socialpolitiske debat 1 , en talmæssig
beskrivelse af de pågældende grupper.
Muligheden for deltagelse på arbejdsmarkedet er et væsentligt element i
opfattelsen af, hvem der tilhører de svage eller udsatte grupper. Marginalisering
i forhold til arbejdsmarkedet er emnet for afsnit 9.4.
Det kan ikke afgøres objektivt, hvem der er de svageste eller de mest udsatte.
Som det fremgår, afhænger svaret bl.a. af synsvinkel og af personlige
eller politiske værdier. Derimod kan det konstateres, at de respektive
grupper, der kan udpeges som svage, har vidt forskellige vilkår og dermed
også vidt forskellige behov for omsorg og støtte.
9.2 Familier med relativ lav indkomst
Lav indkomst har både en absolut og en relativ definition. Med absolut
menes, at disponible indkomster sammenlignes med en – familietype- og
familiestørrelsesspecifik – beløbsgrænse, som fastsættes ud fra en opfattelse
af, hvad der er det mindste, tilstrækkelige eller acceptable forbrugsniveau
i samfundet.
Tilstrækkelige indkomster opfattes almindeligvis som én ud af flere betingelser,
der må være opfyldt, for at sikre gode levevilkår og mulighed for
deltagelse i samfundslivet, jf. Bonke og Munk (2002): ”Der er ikke nødvendigvis
enighed om, hvad der er gode levevilkår. For nogle er det besiddelsen
af materielle goder, som det drejer sig om, mens andre lægger
større vægt på kulturelle forhold og sociale relationer. Det er et personligt
spørgsmål, hvad man foretrækker og således finder er gode levevilkår.
Ikke desto mindre er der i ethvert samfund visse normer for, hvad der regnes
for gode forhold, det være sig af materiel eller ikke-materiel karakter.
Et godt helbred er således en almindelig udbredt norm for et godt liv, hvor-
1 Som det eksempelvis kommer til udtryk i Socialministeriets Socialpolitiske Redegørelse
eller i nedsættelsen af Rådet for socialt udsatte og i rådets publikationer.
205