Endelig analyserapport elektronisk udgave

Kapitel 9
Svage grupper i befolkningen
9.1 Indledning
En central målsætning for velfærdssamfundet er at sikre en socialt afbalanceret
og målrettet indsats for at hjælpe de grupper, som har mest behov
for hjælp. Man kan sige, jf. Rawls (1971), at et samfund skal vurderes
på, hvorledes de svage grupper er stillet.
Det er bare ikke givet på forhånd, hvem der er de svagt stillede grupper i
samfundet: I den offentlige debat optræder begreberne udsatte grupper –
eksempelvis handicappede, misbrugere, hjemløse, ældre og enlige forsørgere
– socialt og arbejdsmarkedsmæssigt marginaliserede og lavindkomstfamilier
ofte, som var de synonyme. Der kan ikke gives en definitiv
afgrænsning af, hvem der er de ”svage” grupper. Det er imidlertid vigtigt,
at der løbende foregår en debat herom, fordi debatten muliggør en stillingtagen
til, om velfærdssamfundet gør tilstrækkeligt for disse grupper, eller
om der er behov for en øget eller anden indsats.
Figur 9.1: Hvem er de svage grupper i det danske samfund?
De ældre?
Flygtninge,
indvandrere?
Marginaliserede
i forhold til
arbejdsmarkedet?
Familier med relativ
lavindkomst?
Misbrugere,
hjemløse,
psykiatriske
patienter?
Udsatte
og truede
børn?
?
Enlige
forsørgere?
Figur 9.1 giver en illustration af nogle af de vilkår, der kan være med til at
definere, hvem de svage grupper i samfundet er. Det kan være vilkår, som
er knyttet til bestemte aldersgrupper (børn og gamle), til familiesituationen
(enlige forsørgere), til den sociale baggrund (indvandrere, børn fra socialt
belastede familier), til helbred eller andre personlige forhold (sindslidende,
fysisk handicappede, personer med misbrugsproblemer eller hjemløse), til
203