Endelig analyserapport elektronisk udgave

Analyserapport – Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv
Den parlamentarisk betingede udvikling af de skandinaviske velfærdssamfund
I Baldwin (1990) gives en anden forklaring på de skandinaviske velfærdssamfunds,
herunder det danske velfærdssamfunds, fremkomst. 6 Indledningsvis
påpeger Baldwin, at i små og homogene samfund, som de nordiske
lande, er den gensidige forpligtethed, der er en følge af en fælles identitetsopfattelse
(inden for eksempelvis en klan, et trosfællesskab eller en
lille, homogen stat) i sig selv tilstrækkelig til at fremkalde udvikling af et
velfærdssamfund med en kollektiv organisering og finansiering af en række
opgaver. Baldwin forkaster magtressourceteoriens fokusering på arbejdernes
alliance med middelklassen og den socialdemokratisk styrede
fremvækst af det solidariske velfærdssamfund i begyndelsen af det 20.
århundrede. Hans opfattelse er, at de særegne træk ved de nordiske velfærdssamfund
er af ældre dato og snarere bør ses i sammenhæng med
lovgivningsmæssige ændringer, som fandt sted fra slutningen af det 19.
århundrede. I Danmark havde disse ændringer ingen forbindelse med arbejderne,
men var i stedet resultatet af en kamp imellem på den ene side
det konservative Højre – som repræsenterede byerhvervene, de store
jordbesiddere og adelen – og på den anden side det liberale Venstre –
som repræsenterede bondestanden – om finansieringen af de offentlige
udgifter.
I det 19. århundrede finansieredes fattighjælpen fortrinsvis gennem lokale
myndigheders beskatning af hartkorn, hvilket i højere grad udgjorde en
beskatning af bønders og landarbejderes arbejdsindsats end en jordskat.
Bønderne ønskede at ændre finansieringen, så den i højere grad kom til at
påhvile byerhvervenes ejere og deres ansatte. En medlemskabsbaseret
finansiering ville imidlertid være til ulempe for bondestanden, som kunne
imødese højere lønkrav fra landarbejdere og husmænd med bidragspligt
uden at kunne overvælte den højere løn i prisen på landbrugets eksportvarer,
og samtidig ville netop bønderne – uden bidragspligt – alligevel ikke
komme til at nyde godt af en medlemsbaseret forsikringsordning. Derfor
foretrak Venstre en statslig finansieringsmodel for velfærdsydelserne via
generelle, indirekte vareskatter, som kunne sikre dels en højere grad af
skift i finansieringsbyrden over imod byerhvervene, dels at bønderne selv
blev omfattet af ydelserne.
Magtforholdene i de lovgivende forsamlinger hindrede Venstre i at nå dette
mål ad den direkte vej – dvs. gennem en omlægning af hartkornsbeskatningen
til indirekte skatter og afgifter. Men ad omvejen omkring koblingen
mellem finansieringsstrukturen og velfærdsydelsernes indretning
lykkedes det at samle opbakning til en omlægning, der indirekte førte til
samme resultat.
6 Hansen (1984) og Petersen (1985) har før Baldwin (1990) fokuseret på udviklingen i slutningen
af det 19. århundrede som forklaring på velfærdsstatens fremkomst.
50