Endelig analyserapport elektronisk udgave

Kapitel 5
Normer, social kapital og incitamenter
5.1 Indledning
Velfærdssamfundet er en kompliceret social konstruktion, der afhænger af
en lang række historiske, kulturelle, sociale, institutionelle og økonomiske
faktorer. Det er vanskeligt at give en udtømmende og præcis definition,
men det er relativt nemt at identificere nogle af de faktorer, der spiller en
central rolle, nemlig solidaritet, tillid, værdier og normer.
Et veludviklet velfærdssamfund som det danske har sit udgangspunkt i en
solidarisk tilgangsvinkel til at opfylde basale behov og etablere tryghed og
social sikkerhed. Knyttet til denne solidaritet er også tillid til systemer og
institutioner, og ikke mindst tillid til, at solidariteten også omfatter en selv,
såfremt man i fremtiden skulle komme i en situation, hvor man har brug for
hjælp. Uden solidaritet intet velfærdssamfund. Spørgsmålet om tillid er
særlig vigtigt, da centrale velfærdsordninger har en tidsmæssig dimension,
hvilket tydeligst kommer frem i forhold til pensioner. Grundtanken i det offentlige
pensionssystem er, at de aktuelle erhvervsaktive via skatter finansierer
de ældres pensioner, og de erhvervsaktive gør dette baseret på tillid
til, at fremtidens erhvervsaktive også vil være villige til at finansiere pensioner
til dem.
Institutioner som velfærdssamfundet spiller også en rolle i relation til at
sikre alles og dermed helhedens interesser. Helhedens interesser er ikke
nødvendigvis sikret ved de beslutninger, enkelte aktører tager ud fra deres
vurdering af, hvad der er i deres bedste interesse. Der er en lang række
områder, hvor den type problemer opstår både i forskellige sociale sammenhænge,
men de er også vigtige i økonomiske sammenhænge. I mange
situationer er der et såkaldt gratistproblem: Hvem vil betale for at tilvejebringe
offentlige goder. Hvis de først er der, og andre betaler, kan man
have glæde af, at de findes, uden selv at bidrage til finansieringen – men
hvis alle ræsonnerer sådan, vil slutresultatet blive, at godet ikke tilvejebringes.
Der er brug for nogle rammer eller spilleregler, der bremser eller
udelukker sådanne gratistproblemer. I nogle situationer kan gratistproblemet
helt løses ved f.eks. at skattefinansiere ordningen og lade alle
bidrage via skattebetalinger (man kan ikke undslå sig at betale), i andre
situationer er kun en delvis løsning mulig. Den skattefinansierede løsning
virker dog kun, såfremt problemerne med”gratister” i skattesystemet i form
af skatteunddragelse, sort arbejde m.m. ikke antager et stort omfang.
Med et kollektivt eller solidarisk baseret velfærdssamfund er det et centralt
spørgsmål, om befolkningen på forskellig måde forsøger at være gratister i
et velfærdssamfund, der er kollektivt finansieret via skatter, og hvor ens
egne muligheder for at trække på systemet ikke er afhængige af ens egne
finansielle bidrag. Eksempler kunne være, om man melder sig syg, selv
101