Endelig analyserapport elektronisk udgave

Kapitel 3
Forsikring og omfordeling
Velfærdssamfundet, som vi kender det i Danmark, er kendetegnet ved en
stor grad af omfordeling. Der omfordeles fra raske til syge, fra midaldrende
til unge og gamle, fra rige til fattige osv. Omfordeling er et spørgsmål om
etiske og religiøse opfattelser, der indprentes i generation efter generation:
Man hjælper sin næste og dem, der er i nød. Det er en menneskelig pligt.
Men når samfundet ønsker at sikre borgernes levestandard i tilfælde af
uheld, f.eks. arbejdsløshed, sygdom, invaliditet mv., er det i virkeligheden
også et spørgsmål om forsikring. Men når nu der findes en vilje til at hjælpe
hinanden i befolkningen, og private virksomheder kan forsikre mod
mange slags uheld, hvorfor er det så nødvendigt, at det offentlige går ind?
Er det ikke bedre at overlade det til den enkelte at hjælpe andre, så man
kan spare det offentlige mellemled og give folk den tilfredsstillelse at se, at
deres hjælp betyder noget for dem, de hjælper? Hvorfor ikke lade det være
familiens ansvar at sikre tryghed for den enkelte? Hvorfor ikke lade private
forsikringsmarkeder udføre en større del af sikringen?
Svaret er, at risikodeling ikke kun er et spørgsmål om god vilje, og at forsikring
i nogle tilfælde ikke kun er en privat sag.
For at dække tab for dem, der er uheldige, skal der ud over god vilje også
være ressourcer dertil. Normalt vil pengene komme fra dem, der ikke er
uheldige. Men hvis alle er uheldige på samme tid, vil denne metode komme
til kort. Dette kunne eksempelvis være tilfældet i en lavkonjunktur, hvor
en stor del af arbejdsstyrken mister arbejdet. I denne situation bliver man
nødt til at tære på opsparede reserver eller låne. Staten har via sin ret til at
opkræve skatter en større økonomisk styrke end private virksomheder og
vil kunne levere risikodeling i længere tid.
For nogle typer forsikring eller risikodeling er det derfor nødvendigt, at det
offentlige støtter eller selv leverer forsikringsydelserne. I andre tilfælde er
det tilstrækkeligt, at det offentlige gør forsikring obligatorisk. Forsikringen
kan i så tilfælde udbydes af private virksomheder eller af det offentlige.
På en række områder har udviklingen på de private forsikringsmarkeder
gjort, at der kan være grund til at overlade forsikringsopgaver til private
aktører. I disse tilfælde kan det offentlige koncentrere sig om at overvåge,
at konkurrencen på forsikringsmarkedet er fri, og at den fordeling af goderne,
markedet frembringer, er i overensstemmelse med befolkningens
ønsker.
55