Endelig analyserapport elektronisk udgave

Analyserapport – Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv
til det at have et arbejde overvejende positiv i marginalgruppen som helhed,
og des tættere tilknytningen til arbejdsmarkedet, des mere positiv.
9.5 Konklusion
Med gennemgangen af nogle forskellige synsvinkler på det at være socialt
udsat eller at tilhøre en svag befolkningsgruppe lægges der op til, at et led
i debatten om velfærdssamfundets funktioner og dets fremtidige finansiering
bør være spørgsmålet om, hvem der er de svagest stillede i samfundet,
og hvordan velfærdssamfundet tager bedst muligt hånd om disse
mennesker.
Det kan ikke konstateres objektivt, hvilke samfundsgrupper der er blandt
de svagest stillede, derfor er den indirekte identifikation, som den offentlige
debat gradvis skaber konsensus om, betydningsfuld i sig selv: Denne
identifikation, eller afgrænsning, kanaliseres nemlig over i den politiske
sfære i form af målretningen af den førte socialpolitik imod bestemte gruppers
behov. Det sker, selv om der, i mange tilfælde, undervejs kan være
sket en afkobling imellem problem og det offentlige tilbud om løsning herpå.
Eksempelvis er der blandt de ældre nogle, som pga. dårligt helbred
eller manglende sociale relationer, er svagt stillede, og sådanne problemer
medfører alvorlige velfærdsvirkninger for den enkelte. Derimod skønnes
kun en meget lille del af de ældre at være økonomisk vanskeligt stillede.
De ældre opfattes imidlertid ofte som en svagt stillet gruppe, og i de seneste
to år er folkepensionen til en relativt stor andel af pensionisterne hævet
(i form af den supplerende pensionsydelse). Baggrunden herfor er formentlig
til dels, at mens det relativt let lader sig gøre at målrette en indsats
ud fra bestemte indkomstkriterier, så er det betydeligt vanskeligere at
identificere eksempelvis ensomme ældre og dermed målrette hjælpen ”rigtigt”.
Socialpolitisk afgrænses de socialt udsatte ud fra en række diagnoser:
Sindslidende, hjemløse, misbrugere af alkohol eller narkotika m.fl. Tænkningen
er, at velfærdssamfundet bør sikre disse udsatte mennesker omsorg,
først og fremmest af hensyn til deres personlige velfærd, og for at
begrænse risikoen for videregivelse af negativ social arv til eventuelle
børn. At en succesfuld hjælp, som fører til en begrænsning eller løsning af
den enkeltes problemer også kan have positive samfundsøkonomiske følgevirkninger
i form af lavere overførselsudgifter, højere skatteindtægter og
lavere udgifter til velfærdsservice, er af mindre betydning.
Den arbejdsmarkedspolitiske synsvinkel er, at de, som kun har en marginal
eller slet ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, er svagt stillede, og at
de, for såvel deres egen skyld som af hensyn til arbejdsudbuddet, bør
hjælpes til at opnå en fastere tilknytning til arbejdsmarkedet.
Ud fra en indkomstsynsvinkel er fokus på de, som har indkomster under
en relativ grænse, der gives ved indkomstfordelingens form og det gene-
234