Endelig analyserapport elektronisk udgave

Kapitel 7
børnefamilieydelsen, men udgifterne til sidstnævnte er ca. 6 gange større
end udgifterne til børnetilskud, og modtagerkredsen er ca. 10 gange større.
Det kan derfor ikke konkluderes, at der ville komme en mere lige indkomstfordeling
ud af at omlægge hele eller dele af børnefamilieydelsen til
at følge udbetalingsreglerne for børnetilskud.
Selv med dette forbehold kan tabellen ikke stå alene som redskab til vurdering
af velfærdsydelsernes indbyrdes ”succesrate”: Alle velfærdsydelser
virker omfordelende, indkomstgrupperne imellem, men omfordelingen er
ikke det eneste, og i mange tilfælde heller ikke det primære, hovedformål.
Prioritering imellem velfærdsydelserne må tage udgangspunkt i denne
sideordning af de forskellige hovedformål.
Der foreligger ikke tilsvarende detaljerede beregninger af serviceydelsernes
omfordelende virkninger i forhold til henholdsvis årets indkomster og
livsindkomster. Af figur 7.6 og figur 7.7 gives imidlertid et indtryk af den
samlede omfordelende virkning af serviceydelserne: Serviceydelserne
tenderer imod at tilgodese personer med lav indkomst mere end personer
med høj indkomst, jf. figur 7.6. Det skyldes for en stor del den underliggende
sammenhæng imellem alder og indkomst, idet de ældre, som har
lavere indkomster end de midaldrende, modtager flest offentlige serviceydelser.
Det samme gør sig gældende, om end i mindre udpræget grad,
for de unge.
De offentlige udgifter fordelt efter velfærdssamfundets formål
I figur 7.8 vises en (grov) størrelsesmæssig fordeling af de offentlige udgifter
efter hovedformål. I højre tekstsøjle fokuseres på velfærdssamfundets
fire hovedformål, idet de to underformål omfordeling over livet (18 pct.) og
forsikring (20 pct.) dog er vist hver for sig, fordi de tilsammen lægger beslag
på knap 40 pct. af de samlede offentlige udgifter.
Velstandssikring og investering står med 15 pct. for knap en sjettedel af de
offentlige udgifter, mens goder, der som hovedformål har omsorg, fremme
af lighed og sikring af svage grupper lægger beslag på ca. 13 pct. af de
samlede offentlige udgifter. Statsopgaver lægger beslag på en fjerdedel af
de samlede offentlige udgifter, mens 9 pct. af de samlede offentlige udgifter
er ikke-funktionsfordelte og således heller ikke lader sig henføre til bestemte
hovedformål. Til sammenligning er de offentlige udgifters funktionelle
fordeling vist i venstre tekstsøjle. Som det fremgår, er der i en vis udstrækning
sammenfald imellem afgrænsningerne i de to opdelinger.
155