Endelig analyserapport elektronisk udgave

Kapitel 2
Et sidste aspekt ved de universelle velfærdssamfund er den relativt store
og stigende vægt, der lægges på aktiv arbejdsmarkedspolitik. En høj beskæftigelse
er en forudsætning for realiseringen af et velfærdssamfund,
hvor store offentlige udgifter skattefinansieres, men efterhånden som efterspørgselsstyring
alene har vist sig ude af stand til at sikre fuld beskæftigelse,
er der kommet et stærkere fokus på udbudssiden og dermed på
den aktive arbejdsmarkedspolitik.
Universalisme og målretning
I forsøget på at skelne mellem forskellige velfærdsmodeller sondres der
ofte mellem universelle og selektive systemer. Med en universel ordning
forstås normalt en ordning, hvortil alle har lige adgang, mens en selektiv
model afgrænser adgangen til bestemte grupper. En sådan simpel opdeling
er imidlertid i mange situationer problematisk og undertiden ganske
uklar. For en ordning, hvortil ”alle har lige adgang”, kræves en præcisering
af, hvem ”alle” er, og hvad der ligger i ”lige adgang”.
Med ”alle” menes typisk alle borgere i samfundet, dvs. betingelsen for at
være omfattet er tilstedeværelse. Det afgørende er, at adgangen ikke er
betinget af forudgående handlinger (eksempelvis at tegne medlemskab
eller at opholde sig en nærmere defineret årrække i landet). I et lukket
samfund er dette princip relativt operativt, idet alle i samfundet bogstaveligt
er ”fødte” medlemmer af velfærdssamfundet. I et åbent samfund med
mulighed for emigration og immigration er det imidlertid ikke så enkelt.
Skal der med ”alle” forstås i) alle, der er i landet på et givet tidspunkt, dvs.
inklusive turister, illegale indvandrere osv., ii) alle, der opholder sig lovligt i
landet (dvs. dem, som har opholdstilladelse), eller iii) alle, der er statsborgere
i landet? Og mistes dækningen ved udrejse af landet, eller kan statsborgere
fra udlandet trække på tilbuddene, subsidiært genindtræde i rettighederne
ved tilbagevenden til landet? Svarene er ikke umiddelbart givne.
Dernæst er der spørgsmålet om, under hvilke omstændigheder dækningen
i sig selv betinger adkomst til ydelserne. Det er ikke realistisk at forestille
sig et særligt omfattende niveau af velfærdsordninger og tilbud, der
pr. automatik stilles til rådighed for – og benyttes af – alle. På overførselssiden
ville et sådant princip alene være opfyldt for en egentlig borgerløn.
Med hensyn til serviceydelser er tanken absurd: Adgang forudsætter typisk
et behov – eksempelvis at man lider af en bestemt sygdom eller er i
den skolepligtige alder. Det er denne problematik, der ligger bag sondringen
mellem person- eller dækningskreds, tildelings- og udmålingskriterier.
Personkredsen beskriver, hvem der i princippet er dækket af en given ordning.
Tildelingskriterierne præciserer de betingelser, der konkret skal være
opfyldt, hvis en given ordning i praksis skal tilbyde den enkelte ydelser,
mens udmålingskriterierne er afgørende for, hvor meget den enkelte får
stillet til disposition. Begrebet universalisme refererer dybest set alene til
45