Endelig analyserapport elektronisk udgave

Kapitel 12
Forudsætningen om, at såvel nuværende som fremtidige generationer
skal deltage i finansieringen, betyder, at ændringerne i velfærdstilbuddene
og/eller disses finansiering sker som permanente ændringer i niveauet.
Der er mange mulige veje for tilpasninger af den økonomiske politik, som
velfærdssamfundet kan følge. Velfærdskommissionens videre arbejde har
til formål at pege på forskellige muligheder og at kortlægge fordele og
ulemper ved de enkelte alternativer.
Grundlæggende kan en tilpasning af den økonomiske politik, der sikrer, at
fremtidige generationer kan opretholde velfærdstilbud af samme omfang
som umiddelbart efter tilpasningen, ske ved kombinationer af 1) øget finansiering
gennem en forøgelse af eksisterende skatter og/eller øget betaling
for ydelser, der i dag stilles gratis til rådighed, eller hvor betalingen
er lavere end prisen på ydelsen 2) reduktion i antallet af forskellige velfærdstilbud
eller 3) reduktion i omfanget af det enkelte velfærdstilbud.
I dette afsnit analyseres tre forskellige typer af finansieringsmuligheder:
1. Øget beskatning i form af en stigning i den statslige bundskat, som
alle skatteydere betaler.
2. Øget beskæftigelse, der fremkommer ved en reduktion i antallet af
personer i den erhvervsaktive alder, som er uden for arbejdsstyrken,
og modtager en eller anden form for overførselsindkomst. Beregningsteknisk
er det antaget, at antallet af personer med de forskellige
typer af overførselsindkomst reduceres proportionalt med
omfanget af den pågældende ordning.
3. Besparelser på det kollektive offentlige konsum.
De tre finansieringsformer er eksempler på forskellige måder at udtrykke
omfanget af finansieringsbehovet på. Disse tre eksempler er valgt, fordi de
påvirker økonomien på forskellig måde, og fordi de alle tidligere har været
brugt til at illustrere tilsvarende problemstillinger i f.eks. analyser fra Finansministeriet,
Det Økonomiske Råd og DREAM.
Der er stor forskel på, hvor konkrete de tre typer af finansiering er – dvs. i
hvor høj grad, der er sammenhæng imellem instrument og middel. Mest
konkret er skattefinansieringen. Her er der direkte peget på et bestemt instrument,
som politikerne kan beslutte. Grunden til, at den statslige bundskattesats
er valgt, er, at den forvrider mindre end andre indkomstskatteinstrumenter.
Det næstmest konkrete finansieringseksempel er besparelser på det kollektive
offentlige forbrug. Her er der ikke taget stilling til, hvilke konkrete
områder, der skal bære besparelsen. Samtidig kan det diskuteres, om det
321