Ældre og Informationsteknologi - Instituttet for Fremtidsforskning

grad afhængig af sin professionelle omgangskreds. Den bestod overvejende af folk, som
var ældre end Mogens, og der gik derfor ikke længe, før de centrale personer blev pen-
sioneret eller døde. Konsekvensen var, at Mogens, før han vidste af det, måtte se sin
pensionisttilværelse i øjnene. Når Mogens i dag taler om sit liv, er forskellen mellem
hans erhvervsaktive periode og livet som pensionist det centrale tema.
I den forbindelse er det væsentligt at bemærke, at både mål og midler i den karrierebundne
livsform er tæt knyttet til det formelle arbejdsliv. Det er i arbejdslivet, at bærere
af karrierelivsformen kan opnå dispositionsfrihed – friheden til at disponere over ansvarsfelter
ved hjælp af sine kvalifikationer. Og det er gennem dygtiggørelse og socialt
samvær med kollegaer og andre arbejdsforbindelser, at man som bærer af karrierelivsformen
opnår den nødvendige kompetence og status.
Mogens oplever derfor ikke blot pensionisttilværelsen som tom, han siger ligefrem ”jeg
kan godt sige, jeg føler det personligt som lidt af en falliterklæring. At jeg sådan er gået
i stå.”
Det gælder ikke alene det faglige område, men også den fysiske svækkelse, som følger
med alderen. ”… for eksempel, at jeg ikke kan smage noget mere, og mine ben er dårli-
ge, jeg har øresusen… jamen, det er sgu ikke så morsomt. Ja, man bliver da deprimeret
over det. Det vil sige, jeg har jo altså mine perioder med depressioner. Det vil jeg da
godt indrømme.”
Når målet for bærere af karrierelivsformen er at opnå anerkendelse og selvrespekt via
sine kvalifikationer og kompetencer, så er det ikke alene en falliterklæring, når man
ikke længere føler sig kvalificeret eller kompetent til noget som helst – det er tilmed et
frihedstab. Med pensioneringen er hele rammen om karrierelivsformens mål-middel
relation forsvundet, og det kan for bæreren af karrierelivsformen opleves, som om man
ikke længere kan bidrage med noget. Som Mogens siger: ”Jeg synes, det er svært at få
tappet ret meget mere ud af mig.”
112