Samspil mellem praktik og teoretisk undervisning - VIA University ...

dannelse. I 1949 trådte Sundhedsstyrelsen ind i skolens bestyrelse, og i 1953 blev uddannelsen 3-
årig med 8 måneders praktik og 2 mdr. volontørarbejde (ulønnet arbejde). De manuelle fag var
stadig dominerende. Uddannelsen blev adskilt fra Husflidsskolen, og blev en selvejende institution
under Indenrigsministeriet. Omtrent samtidig indførtes autorisation fra Lægeforeningen.
Det somatiske arbejdsområde var beskæftigelsesterapeuternes største, og der var krav om praktik
indenfor det fysiurgiske område for at opnå autorisation. Der var ikke megen faglitteratur indenfor
faget, så i stedet anvendtes litteratur fra læger og sygeplejersker. Tilsammen bidrog det til, at
den naturvidenskabeligt baserede medicinske sygdoms- og behandlingsforståelse fik betydning i
faget.
Endnu et uddannelsessted blev oprettet i Århus i 1959 (Institut ved Århus Universitet for terapiassistenter),
og med stigende efterspørgsel på uddannelsespladser kom flere til, så der i dag er 7
udbudssteder for Ergoterapeutuddannelsen fordelt over hele landet. I 1963 kom Betænkning om
uddannelse af terapiassistenter, som gjaldt for både beskæftigelsesterapeuter og fysioterapeuter.
Staten overtog den fulde skoledrift og betaling af skolepenge ophørte. Lidt under 1/3 af den 3årige
uddannelse var hospitalspraktik. Forebyggelse fik plads i uddannelsen med ergonomi, social-
og sundhedsmedicin og sundhedspædagogik som nye fag, og begrebet ADL (almindelig daglig
levevis), som omfattende alle dagliglivets gøremål, blev centralt i uddannelsens indhold.
Igennem 60’erne var de naturvidenskabelige fag stadig dominerende, men teori vedrørende beskæftigelsesterapi
vandt langsomt frem i uddannelsen. I 1967-68 blev uddannelsen statsautoriseret.
Lov om terapiassistenter blev vedtaget og uddannelsen skiftede navn til Ergoterapeutuddannelsen.
Efter voksende vanskeligheder med at få praktikpladser overtog Indenrigsministeriet i
1980 den økonomiske forpligtelse i forbindelse med instruktørordning (praktikvejleder). Året
efter indgik ministeriet overenskomst for disse med sygehusene. Det gav gode vilkår for de studerende,
når de var i praktik.
Med et uddannelsescirkulære i 1984 blev ergoterapiteori hovedfaget og øvrige fag støttefag i
uddannelsen. Uddannelsen overgik fra IM til UVM og blev harmoniseret på landsplan.
I 1991 vedtog UVM Bekendtgørelse for uddannelse af ergoterapeuter. Det var en rammebekendtgørelse,
hvor de enkelte uddannelsessteder selv kunne fastlægge detaljer i uddannelsen i
studieordninger, og hvor fag og praktik prioriteredes forskelligt. De ergoterapeutiske fag optog
ca. 70% af den samlede uddannelse. 20% af uddannelsestiden var praktik.
Ministeriets betaling for praktikpladser blev nedsat, og i dag modtager uddannelsen i stedet tilskud
i form af praktiktaxameter for studerende i klinisk undervisning, og betaler selv arbejdsstederne
for de kontraktligt aftalte pladser.
14