Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

EKSEMPEL
Ved et møde på ét af kommunens handicapcentre fortæller en mor til en 13-årig pige, der er
lam i begge ben, at hun er meget isoleret: ”Vi kommer aldrig ud”, sukker hun. Sagsbehandleren
tænker ved sig selv, at familien nok oplever datterens handicap som en straf fra Allah, at
de skammer sig over det og derfor isolerer sig i hjemmet. Samtidig bestyrker det hendes
forestilling om, at minoritetskvinder er undertrykte og isolerede, fordi deres mænd ikke vil
have, at de arbejder uden for hjemmet. Hun foreslår derfor i bedste mening, at kvinden skal ud
på arbejdsmarkedet og møde andre, så hun kan blive bedre integreret i det danske samfund.
Kvinden forstår ikke forslaget. Hun har et veludviklet socialt netværk og oplever
hverken at have overskud til eller behov for at komme i arbejde. Hendes problem er, at hun
bor på 2. sal uden elevator og derfor ikke kan få den store datter med op og ned af trapperne.
Hendes ønske og anmodning drejer sig om en lejlighed med elevator.
En arabisktalende far til et barn med autisme holder førstegangsmøde med
barnets sagsbehandler. Sagsbehandleren forklarer, at barnet har et vidtgående handicap. Før
hun når at fortælle om mulige afhjælpende foranstaltninger, afbryder faren hende og siger
vredt, at hans barn ’ikke er handicappet’. Sagsbehandleren tænker ved sig selv, at han ikke vil
erkende problemets omfang og bliver endnu engang bekræftet i, at borgere med muslimsk
baggrund har en handicapforståelse præget af manglende erkendelse på grund af skam.
Faderen derimod har en anden forståelse af ordet handicap end sagsbehandleren. For ham er
det et ord, der refererer til en person, der er meget fysisk handicappet og har klang af ’hjælpeløs
krøbling’ e.l., hvilket han hverken synes eller håber er dækkende for hans barn med en
autismediagnose.
Det kan være nærliggende at fortolke en mors udsagn som ’Vi kommer
aldrig ud’ eller en fars insisteren på, at et barn med fx en autismediagnose
’ikke er handicappet’, som udtryk for manglende erkendelse, isolation og
skam, hvis man på forhånd har en opfattelse af, at handicap er belagt
med en særlig grad af skam blandt muslimer. Udtryk eller handlinger, der
signalerer, at man er isoleret, har modvilje mod at tale om handicappet,
ikke ønsker at benytte ordet handicap eller måske fravælger bestemte
foranstaltninger, ser ud til at starte en kæde af associationer i retning af,
at ’muslimer har en handicapforståelse præget af fordomme, skam og
manglende erkendelse’, og at ’de ser handicap som Allahs straf’. Dog kan
der være mange andre motiver bag de udsagn og udtryksformer, som
ovennævnte eksempler illustrerer.
OPFATTELSEN AF SKAM OG LIGEBEHANDLING
Som eksemplerne illustrerer, er forestillingen om en særlig grad af skam
og manglende erkendelse blandt især muslimske borgere en hyppig kilde
til fejlforståelser, der kan føre til, at borgernes motiver og ønsker fejlvurderes,
og at de ikke får de tilbud og den rådgivning, som de er berettiget
til og finder relevant. Dermed kan disse forforståelser være en barriere
116