Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

sen af dem siden 1976 lå i 15 regionale statslige nævn (Bengtsson, 2002).
I 1988 blev det aftalt mellem Socialministeriet og Kommunernes Landsforening,
at man skulle gå over til et system, hvor kommunerne havde
tilkendelsen og en del af finansieringen.
Samtidig aftalte man, at kommunens udgiftsandel skulle være
den samme for alle typer langvarig forsørgelse. I 1992 gennemføres derfor
ens refusioner på 50 pct. på alt. I 1992 overtager kommunerne tilkendelsen
af de almindelige og behovsbestemte førtidspensioner, og i
1998 overtager de tilkendelsen af de mellemste og højeste. Samtidig
kommer der nye refusionssatser, som har til hensigt at give kommunen
et incitament til at vælge den mest aktive foranstaltning. Således bærer
staten nu kun 35 pct. af udgiften, hvis der tilkendes førtidspension, 50
pct., hvis det drejer sig om kontanthjælp eller sygedagpenge, men 65 pct.,
hvis der er tale om fleksjob. Førtidspensionsreformen i 2003 forenkler
endelig systemet, så der nu kun er den tidligere mellemste førtidspension,
som kræver 2/3 nedsættelse af arbejdsevnen – i øvrigt ligesom det var
før 1965.
Handicappede kommer imidlertid ikke i arbejde, blot fordi der
indføres ordninger, man må også sørge for, at ordningerne bruges. I
hvert amt fandtes der tidligere et arbejdsmarkedsnævn, hvor arbejdsmarkedets
parter sad og sørgede for, at der ikke skete konkurrenceforvridning
– i praksis at det var svært at give handicappede særlige vilkår.
Arbejdsmarkedsreformen i 1994 omdøbte dem til arbejdsmarkedsråd
og reducerede deres mulighed for at blokere, og i 1998 blev de erstattet
af de lokale koordinationsudvalg, som tværtimod havde som mål at
fremme beskæftigelsen af mennesker med handicap. Siden sidst i
1990’erne er emnet blevet belyst gennem regelmæssige undersøgelser,
som foreløbig ser ud til at give det billede, at den faldende arbejdsløshed
i de senere år har givet flere mennesker med handicap mulighed for at
arbejde (Mølgaard et al., 2006).
I løbet af 70 år har vi således bevæget os fra et system, hvor der
blev gjort en speciel indsats for mennesker med handicap, enten de skulle
lære noget, arbejde eller leve livet i øvrigt, med den virkning, at de i høj
grad blev samlet og ofte isoleret fra resten af samfundet, og til et system,
hvor indsatsen for mennesker med handicap er gjort til en del af opgaven
overalt i samfundet. Vi er endnu ikke nået frem til det maksimale
sektoransvar. Noget af det, der er i gang i øjeblikket, er, at indsatsen for
erhvervsmæssig rehabilitering flyttes fra reva-institutioner og beskyttede
53