Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

e med en tale- og/eller hørehandicappet. For det andet får rådgivningsinstanser
sjældent formidlet deres eksistens og tilbud ud til kvinder med
handicap.
Vold i hjemmet er generelt et tabubelagt emne, som mange finder
det svært at håndtere. Vold mod kvinder med handicap opleves af
mange som endnu mere tabubelagt og som nævnt som en utænkelig
tanke. Tabuet er med til, at omverdenen ikke ser volden og tager hånd
om kvinden. Men tabuiseringen gør også noget ved kvinden. Som denne
bevægelseshandicappede kvinde fortæller:
Jeg havde ofte et blåt øje og har siden hen fået at vide, at flere
folk stod parat til at gribe ind. Hvis jeg havde bedt om hjælp,
havde jeg fået det. Men der blev snakket om mig, ikke med mig.
Det var måske lettere at tro på, at jeg var utroligt klodset og let
faldt. Jeg var lille og spinkel, samtidig med at jeg haltede. At en
mand kunne finde på at slå mig må have været en utænkelig tanke
for mange. Jeg prøvede selv at skjule det, det er jo ikke noget,
man er stolt af (Bjerre & Jørgensen, 2002).
Holdningsmæssige barrierer findes også i diverse tilbud til voldsofre og
blandt handicapfaglige støttepersoner.
En manglende viden om handicappede i de eksisterende tilbud
til voldsofre skaber i flere tilfælde en modvillighed over for at modtage
kvinder med handicap. Usikkerhed over for og forestillinger om kvinder
med handicap kan fx gøre, at betydningen af den fysiske og kommunikative
tilgængelighed overbetones, eller at medarbejderne betvivler, om
kvinden på grund af sit handicap kan profitere af tilbuddet. Det er ofte
med den konsekvens, at kvinden ikke tilbydes professionel støtte til at
håndtere og bearbejde volden, men henvises til andet tilbud – fx et botilbud
for handicappede. De, der skal hjælpe, kommer til at fokusere udelukkende
på praktiske løsninger i forhold til handicappet, frem for på
kvinden og den vold, hun har været udsat for. Denne scleroseramte
kvinde fortæller om sin oplevelse af den hjælp, hun fik:
Jeg tog på et kvindekrisecenter med min spæde søn i armene. De
kunne ikke tage imod mig, fordi jeg sad i kørestol. På centret
ringede man efter politiet, der eskorterede mig hen til et hotel.
Efter nogen tid dukkede der nogle mennesker op fra kommu-
137