Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

More documents

Recommendations

Info

nen. De havde en psykolog med. Jeg var lettet og regnede med, at de kom for at hjælpe mig i den svære situation. Kommunen havde imidlertid psykologen med for at undersøge min søn, som de mente, det var bedst at fjerne på grund af mit handicap. Mig ville de sende på plejehjem. For voldsramte kvinder med handicap, der får omfattende hjælp og støtte i hverdagen af handicapfagligt personale, tegner sig et billede af en hjælp, der helt overvejende gives inden for en handicapfaglig ramme. Blandt andet viser en mindre undersøgelse, gennemført af Socialt Udviklingscenter (SUS) i 2004, at personalet på bo- og støttetilbud for udviklingshæmmede ofte forsøger at håndtere overgrebssituationer inden for egne rammer. I mange tilfælde sker der tilsyneladende ingen inddragelse af professionel krisehjælp eller anmeldelse til politiet. Emnet er tabubelagt, og uvidenhed om forebyggelse og håndtering af overgreb resulterer i en stor grad af tilfældighed i støtten (SUS, 2004). I værste fald kan det betyde, at der slet ikke bliver taget hånd om problemet, og at det negligeres, at vold og overgreb er en kriminel handling og dermed strafbart. En amtslig handicapkonsulent fortæller følgende historie fra et større botilbud for udviklingshæmmede: En kvinde blev kæreste med en nyindflyttet mand, der viste sig at have alkoholproblemer og være lidt af en ’rod’. Kvinden syntes, at manden var sjov, men var også bange for ham og havde svært ved selv at sige fra. Både de ansatte pædagoger og jeg forsøgte at ændre situationen ved samtale med begge parter, dog uden held. I stedet forsøgte botilbuddet at etablere nogle rammer, der kunne beskytte kvinden. Manden fik forbud mod at opsøge kvinden og blev flyttet til en anden enhed i botilbuddet under tæt opsyn. Jeg gennemførte herefter med positivt udbytte samtaler med kvinden og manden hver for sig (Bjerre, 2004). Historien viser på den ene side, at omsorgspligten, og traditionen for at personalet handler over for mennesker med handicap, er medvirkende til, at der rent faktisk bliver gjort noget for at stoppe volden – både over for manden og kvinden – hvilket er positivt. Ud fra et handicappolitisk og retsikkerhedsperspektiv kan man dog problematisere måden, hvorpå støtten bliver givet. Der gives ikke den voldsfaglige støtte, som både 138
kvinden og manden har ret til. Og man kan stille spørgsmålstegn ved, om personalet har kompetencen til at vurdere, hvad der er en god løsning fx i forhold til, hvor farlig manden er. Erfaringer fra bl.a. krisecentrene viser, at mange voldelige mænd opsøger deres ofre igen. Samtidig ansvarliggøres manden ikke som voldsmand i retslig forstand. Et overgreb er altid et overgreb – og overgreb er strafbart, uanset om offer eller gerningsmand er udviklingshæmmet. Når personalet vælger at løse problemstillingen med egne midler, sættes retssamfundets regler ud af kraft for en særlig gruppe af borgere. Det skal dog understreges, at et retsligt efterspil sjældent er en løsning i sig selv, hverken for udviklingshæmmede eller andre borgere. Men der er et tydeligt behov for at skærpe retssikkerheden for denne gruppe af borgere. INSTITUTIONEN I VORES HOVEDER Som en del af normaliseringen af levevilkårene for mennesker med handicap, er det med FN’s standardregler for ligebehandling af handicappede understreget, at handicappede har ret til den samme støtte og ekspertise, som samfundet tilbyder andre borgere. Der skal ikke etableres særlige handicapløsninger, når der er tale om problemer, som først og fremmest er almene sociale problemer, som fx at være udsat for vold fra sin partner. For en voldsramt kvinde med handicap er det ikke handicappet, der er hendes problem, men volden og dermed også det, hun i den specifikke sammenhæng har brug for hjælp til. Det var bl.a. iøjnefaldende, at der i forbindelse med Regeringens handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder fra 2002 også blev peget på en undersøgelse af kapaciteten på amtslige botilbud for mennesker med handicap til at huse voldsramte handicappede kvinder (Ligestillingsministeriet, 2002). Hvorfor overhovedet fokusere på et botilbud for mennesker med handicap som et tilbud til voldsramte kvinder? Det er hverken en realistisk eller rimelig forventning, at personalet i bo- og støttetilbud for mennesker med handicap skal kunne give egentlig krisehjælp i forhold til vold. Et svar er, at sektoransvaret stadig ikke er en integreret del af vores måde at tænke tilbud til mennesker med handicap på. En problemstilling, der ikke kun gør sig gældende i forhold til vold. Der er talrige eksempler på, at mennesker med handicap bliver afvist, når de (fx med hjælp fra personalet i deres botilbud) endelig søger støtte i alminde- 139
Page 1:
edigeret af: Steen Bengtsson, Inge
Page 4 and 5:
HANDICAP OG LIGEBEHANDLING I PRAKSI
Page 6 and 7:
Magtmæssige konsekvenser og vision
Page 8 and 9:
Perspektivering 167 Litteratur 169
Page 11 and 12:
INTRODUKTION Ligebehandlingsbegrebe
Page 13 and 14:
KAPITEL 1 INDLEDNING STEEN BENGTSSO
Page 15 and 16:
grund som mennesker uden handicap.
Page 17 and 18:
handicaporganisationer i et netvær
Page 19 and 20:
oftere er mere afhængige af ægtef
Page 21 and 22:
KAPITEL 2 HANDICAPFÆLLESSKAB MELLE
Page 23 and 24:
tionerne med afsæt i en forståels
Page 25 and 26:
get til 150. Der er dermed sket en
Page 27 and 28:
Men hvad så med paraplyorganisatio
Page 29 and 30:
eningen Sindslidendes Vel er andre
Page 31 and 32:
medlemsorganisationer. DSI ændrer
Page 33 and 34:
SKEMA 2.1 Felt Kategoriseringssyste
Page 35 and 36:
også betyder, at handicaporganisat
Page 37 and 38:
De valgte repræsentanter oplever d
Page 39 and 40:
organisationerne har som brugerrepr
Page 41:
LITTERATUR Bengtsson, S. (2005): Pr
Page 44 and 45:
Centrale Handicapråds sekretariat,
Page 46 and 47:
Interessegrupper vil heller ikke s
Page 48 and 49:
ile mønstre mellem hinanden relati
Page 50 and 51:
Der er tale om en blød styring, hv
Page 52 and 53:
System’. Systemet består deri, a
Page 54 and 55:
e. Man blev derfor mere optaget af,
Page 56 and 57:
værksteder og ud på almindelige v
Page 58 and 59:
DSB-stationer vil blive udstyret me
Page 60 and 61:
ser i de skandinaviske - men ikke i
Page 62 and 63:
LITTERATUR Andersen, B.R. (1970): R
Page 64 and 65:
nale handicapråd, mennesker med ha
Page 66 and 67:
educeret fra 271 til 98, hvoraf 66
Page 68 and 69:
egionale leverandører koordineres
Page 70 and 71:
prioriteringer af handicapområdet.
Page 72 and 73:
- politiske ad hoc- og temaudvalg -
Page 74 and 75:
udsportal er der skabt offentlighed
Page 76 and 77:
afsnit vil se på henholdsvis mulig
Page 78 and 79:
finansieringsansvaret er der skabt
Page 80 and 81:
iet, 2007b). Brugerne har således
Page 82 and 83:
nansieringsansvar, så bliver de om
Page 84 and 85:
Pedersen, J.S. (2007): Ledelse i en
Page 86 and 87:
ehandlingen og tilbud og koordinere
Page 88 and 89:
FAKTABOKS 5.1 Sjældne handicap er
Page 90 and 91: essourcekrævende. Der er mange mis
Page 92 and 93: det. Når det er danske familier, s
Page 94 and 95: Det kan måske også skyldes, at de
Page 96 and 97: for at få endnu et barn med et sj
Page 98 and 99: kulturelt eller religiøst tabu at
Page 100 and 101: og i Danmark om det sjældne handic
Page 102 and 103: OPSAMLING OG PERSPEKTIVERING I de s
Page 104 and 105: CENTER FOR SMÅ HANDICAPGRUPPER Cen
Page 106 and 107: Sundhedsstyrelsen (2002): Notat ved
Page 108 and 109: i Københavns Kommune. Det treårig
Page 110 and 111: mæssig kulturel bagage hindrer min
Page 112 and 113: Noget af den viden, sagsbehandlerne
Page 114 and 115: INKLUDERENDE OG EKSKLUDERENDE KULTU
Page 116 and 117: Det er måske mere en skam (…) de
Page 118 and 119: EKSEMPEL Ved et møde på ét af ko
Page 120 and 121: - Spørg til borgerens egen problem
Page 122 and 123: Jeg sagde til sygeplejersken - hun
Page 124 and 125: Opfattelsen af, at viden om ’den
Page 126 and 127: LITTERATUR Andersen, A.H., Feldman,
Page 129 and 130: KAPITEL 7 VOLD MOD KVINDER MED HAND
Page 131 and 132: seksuelle overgreb mod børn og ung
Page 133 and 134: De tal, vi har i Danmark, relaterer
Page 135 and 136: samfundets kvindeidealer. En deform
Page 137 and 138: dres hjælp til at bevæge sig uden
Page 139: e med en tale- og/eller hørehandic
Page 143 and 144: egeringens nye Handlingsplan til be
Page 145 and 146: LITTERATUR Barron, K. (red.) (2004)
Page 147 and 148: KAPITEL 8 HANDICAP OG FORÆLDRESKAB
Page 149 and 150: for forældre med forskellige typer
Page 151 and 152: Kompensation for nedsat funktionsev
Page 153 and 154: være langt fra formelt til reelt m
Page 155 and 156: man ikke kan tage hånd om sig selv
Page 157 and 158: er belastet - og at de mest af alt
Page 159 and 160: stede. Nærhed og nærvær er i øv
Page 161 and 162: live gjort ansvarlig for problemer,
Page 163 and 164: uddannet kontorassistent på 34 år
Page 165 and 166: hvervsforhold mv. Holdninger til og
Page 167 and 168: maniodepressive. Efter de flestes m
Page 169 and 170: men. Børnene sagde samstemmende, a
Page 171 and 172: LITTERATUR Booth, T. & Booth, W. (1
Page 173 and 174: FORFATTERNE Inge Storgaard Bonfils
Page 175: en refleksions- og handlingsanvisen
Page 178 and 179: 07:07 Madsen, M.B., Filges, Hohnen,
Page 180 and 181: 08:03 Rosenstock, M., Jensen, S., B
show all

Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?