Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

medlemsorganisationer. DSI ændrer i 1974 vedtægter, så de nye foreninger
kan optages. Men én ting ændres dog ikke, nemlig det forhold, at
formanden for DSI skal vælges blandt de oprindelige invalideorganisationer,
hvorved det sikres, at det er en person, der selv har en funktionsnedsættelse,
som repræsenterer DSI. Det giver naturligt nok anledning til
en række diskussioner mellem invalideorganisationerne og de sygdomsbekæmpende
foreninger, hvor sidstnævnte opfatter sig som kategoriseret
som B-medlemmer af DSI. De gamle invalideorganisationer argumenterer
for, at det er ’psykologisk klogt’, at formanden har et synligt handicap
(Referat af ordinært hovedbestyrelsesmøde i DSI, 1979). Det kan tolkes
som et udtryk for, at de gamle invalideorganisationer anså den synlige
repræsentation af legemlige funktionsnedsættelser som et centralt aspekt
i den anerkendelse og dermed politiske legitimitet, der er skabt omkring
DSI. Samtidig kan det tolkes som et strategisk træk, der bevirker, at de
gamle invalideorganisationer fastholder deres magtposition internt i organisationen,
og som samtidig sikrer, at det er en repræsentant fra deres
medlemsgruppe, der repræsenterer organisationen udadtil. Ved en senere
vedtægtsændring i 1980 ligestilles medlemsorganisationerne dog.
Denne lille fortælling illustrerer, hvordan den symbolske side af
repræsentationsrollen havde betydning for, hvem der kunne vælges som
leder af DSI og muligvis fortsat har en betydning for, hvem der kan vælges
som leder af DSI. Alle medlemsorganisationer har i dag lige adgang
til at opstille kandidater til formandsposten, men spørgsmålet er, om der
stadig eksisterer en social norm, som tilsiger, at de gamle invalideorganisationer
bør besætte formandsposten. Historien synliggør dermed også,
hvordan optagelsen af de nye medlemsforeninger producerer en række
nye interne spændinger i DSI, som er relateret til de identifikations- og
identitetsmæssige sider af fællesskabet og repræsentationsrollen.
Tilgangen af medlemmer til DSI har siden 1974 været støt stigende,
og DSI har i denne sammenhæng udviklet en række kriterier, der
regulerer og dermed også afgrænser bestemte foreninger fra at opnå
medlemskab. DSI modtager i løbet af 1980’erne ansøgninger om medlemskab
fra flere af de nye, små foreninger, men afviser dem med en
begrundelse om, at disse foreninger er ’for små’. Presset fra de mange
nye, små og diagnoseorienterede foreninger for at opnå medlemskab
fører i 1988 til en vedtægtsændring, hvor der opstilles klare grænser for,
hvilke organisationer der kan opnå medlemskab af DSI. En handicapforening
skal således have eksisteret i over fem år og have mere end 500
29