Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

medvirken af dem, der kender forholdene bedst. Sektoransvar må betragtes
som en særlig type af netværksstyring. Ideen er netop, at de almindelige
organer i samfundet, der har ekspertisen i løsning af de mange forskellige
problemer, skal være til rådighed for handicappede. Disse organer
mangler imidlertid ofte den særlige viden om det enkelte handicap og
vil derfor være nødt til at arbejde sammen med andre for at løse opgaven.
En række områder i samfundet varetages hovedsageligt af hvert
sit ministerium. Det gælder områder som beskæftigelse, uddannelse,
sygdomsbehandling, kultur, retsvæsen, trafik og forsvar. Men der er også
felter, som måske nok i nogle tilfælde kan have en minister, men som
man ikke ønsker at gøre til sektorer, fordi de har at gøre med så mange af
sektorerne, at det giver mest mening at sørge for, at disse synspunkter
kommer med i flest mulige af de beslutninger, der tages i sektorerne. Det
gælder områder som ligestilling mellem køn, etnisk integration, familiepolitik
og handicappolitik. På denne sidste type af områder må styringen
ske gennem sektoransvar.
Det gælder for næsten alle de sidstnævnte felter, at der er tale om
’nye’ problematikker. Det er områder, som man ikke har styret tidligere,
men hvor man nu forsøger at gøre en indsats ved at få hver af sektorerne
til at tage aspektet med i sit program. Indsatsen har derfor form af kampagner,
der retter sig både mod et stort antal offentlige sektorer og mod
private aktiviteter af forskellig art. Handicappolitik adskiller sig fra de
andre ovennævnte områder, ved at det tidligere har udgjort en sektor,
repræsenteret af særforsorgen.
Men også på handicapområdet har indførelsen af sektoransvar
betydet, at politikområdet er blevet kraftigt opprioriteret. Det er ikke sket
utilsigtet, men det var et klart formål med overgangen fra særforsorg til
sektoransvar, at handicappolitikken skulle styrkes. Eller det er måske
rigtigere at sige omvendt, at fordi handicappolitikken skulle styrkes, var
det naturligt at gå fra særforsorg til sektoransvar.
Styring gennem netværk eller governance, hvor sektoransvar er et
undertilfælde, forudsætter:
– et antal aktører, hvoraf mindst én er offentlig
– at hver part har et ansvar for opgaven
– at alle bidrager med ressourcer
– at alle engagerer sig i, at indsatsen giver resultater
– en stabil relation mellem parterne for en tid.
47