Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

Centrale Handicapråds sekretariat, Center for Ligebehandling af Handicappede.
Wiederholt (1998) taler om princippet om ligebehandling som
det grundlæggende, og det indeholder to delprincipper: for det første
princippet om sektoransvar, for det andet princippet om kompensation.
Ved sektoransvar forstår han det samme, som Bank-Mikkelsen forstod ved
administrativ normalisering: At forholdene for mennesker med handicap
skal reguleres af samme lovgivning, og at de skal betjenes af samme
myndigheder som andre.
Begrebet sektoransvar dækker således groft sagt det, der skal være
ens for handicappede og ikke-handicappede. Begrebet kompensation
dækker til gengæld alt det, der skal være forskelligt, for at resultatet kan
blive ligebehandling. Den handicappede skal kompenseres for at blive i
stand til at deltage, det vil sige sættes i stand til at foretage nogle af de
samme ting som andre. De to principper supplerer hinanden. Personen,
der ikke kan gå, skal have en kørestol, men den er kun noget værd, hvis
de enkelte enheder i samfundet – vejvæsener, uddannelsessteder osv. –
sørger for tilgængelighed til de arealer, de hver især har ansvaret for.
Sektoransvar og kompensation fungerer meget forskelligt, når
det skal gennemføres. Personen med handicap, der søger en kompensation,
skal have sit behov vurderet. Det er jo ikke nok, at det er et behov,
personen føler, det skal også være et behov i lovens forstand, som
ligger inden for det, det offentlige skal eller kan dække. Kompensation
fordrer kontrol af personer. Sektoransvar derimod fordrer kontrol af alle
de mange offentlige enheder. Og hvis man vil gennemføre det for private
enheder, fordrer det også kontrol af disse.
Det er nok grunden til, at mennesker med handicap gennemgående
holder meget mere af princippet om sektoransvar end af princippet
om kompensation. Jo mere ligebehandling kan nås ved hjælp af
sektoransvar i stedet for kompensation, des mere normal er situationen
for den handicappede. Jo mere kompensation der skal til, des mere skal
man som handicappet selv stille op til vurdering. Det giver en oplevelse
af, at der godt nok gives de samme muligheder som til andre, den handicappede
skal bare spørge om lov hver gang.
Sektoransvar er i princippet næsten ubegrænset. Tænk blot hvis
alle bygninger inklusive private boliger skulle bygges om, så de var tilgængelige
for og kunne benyttes af kørestolsbrugere. Ikke alene ville det
koste astronomiske beløb, det ville også være til stor gene for beboere,
der måtte afgive plads til store toiletter og elevatorer og ikke kunne have
42