Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

præsentanterne tolker derimod deres rolle som knyttet til en DSIidentitet,
hvilket i praksis resulterer i, at de indtager en passiv og afventende
rolle, idet det er DSI-formanden, der har legitimitet til at indtage
denne position. Endelig er der repræsentanter, som anvender rådet til at
fremme deres egen handicapgruppes særinteresser. En konsekvens heraf
er, at DSI-repræsentanterne ikke synes at udnytte alle de muligheder for
indflydelse, der ligger i medlemskab af rådet, hvilket evt. har været baggrunden
for, at DSI i 2006 vælger at gå væk fra valggruppemodellen og
overlade udpegningen af repræsentanter til DSI’s forretningsudvalg.
Eksemplet illustrerer derved, hvordan DSI-repræsentanternes rolle udvikles
i forskellige retninger, og at rollen er dilemmafyldt, fordi repræsentanterne
befinder sig i en situation præget af tvetydighed.
MAGTMÆSSIGE KONSEKVENSER OG VISIONER FOR
FÆLLESSKABET
Når handicappede repræsenteres som et kollektiv igennem et paraplyfællesskab
som DSI, mobiliseres de ressourcer, som gør det muligt at få
adgang til de politiske beslutningsprocesser og dermed påvirke den samfundsmæssige
udvikling mod større ligebehandling igennem det politiske
system. Men samtidig sker der også en række utilsigtede inklusions- og
udgrænsningsprocesser, som får betydning i den politiske praksis. De
magtmæssige konsekvenser er, at de handicapgrupper, som konkret er
udpeget til at repræsentere handicapfællesskabet i en given kontekst, med
stor fordel kan udnytte denne position til at varetage deres egen gruppes
særinteresser. Samtidig kan det også som i DCH-casen give sig udslag i,
at repræsentanterne søger at indtage en position knyttet til en DSIidentitet
og dermed udvikler en politisk identitet med afsæt i det interessepolitiske
fællesskab mellem handicapgrupperne. En institution som
DCH kan dermed indirekte spille en rolle som afsæt for, at der udvikles
et identitetsmæssigt fællesskab mellem de forskellige handicapgrupper,
hvor de formulerer kollektive visioner for deres politiske kamp. Det viser
samtidig, at politisk læring og politisk identitetsdannelse er under fortløbende
konstruktion, og at kollektivet mellem handicapgrupperne kan
udvikles til et interessefællesskab med identitetsmæssige sider. I denne
sammenhæng er det interessant, at det identitetsmæssige fællesskab mellem
handicaprepræsentanterne udvikles i kraft af den position, handicap-
36