Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

iet, 2007b). Brugerne har således formelt fået styrket mulighederne for
at drage nytte af handleplanernes skriftlige fremstilling og dokumentation
af behov, formål og tildelte ydelser, hvilket kan vise sig ret afgørende for
brugernes sagsforløb i kommunerne. Det er dog også på dette punkt
meget vigtigt at være opmærksom på, at der kan være forskel mellem
intentioner og praksis. Det er i den praktiske hverdag, at brugerne skal
omsætte mulighederne for at få kvalitet i handleplanerne og udnytte den
udvidede klageadgang til praksis. En faldgrube er, at de formelle forbedringer
kommer til at dække over en urokkelig autoritet, hvor det, der står
i handleplanen, bliver ’lov’, og indholdet bliver mere standardiseret.
Standardisering kan blive et praktisk resultat, fordi det er en krævende
opgave for sagsbehandlerne at udarbejde unikke, situationsbundne,
skriftlige beskrivelser og individuelt tilpassede planer.
Ud over at den individuelle bruger kan få indflydelse på valg af
tilbud og ydelser, så har kommunalreformen skabt en ny platform for
handicaporganisationernes kollektive indflydelse på kommunernes handicappolitik
via de rådgivende handicapråd.
De positive landvindinger er dog ikke gjort med den formelle
oprettelse af rådene. De skal også fungere i praksis, for at de kan skabe
sig reel indflydelse i den kommunalpolitiske praksis. Udviklingen af erfaringer
med de kommunale handicapråd kan løbende følges via hjemmesiden:
www.kommunalehandicapraad.dk. Herudover gennemfører Center
for Ligebehandling af Handicappede i 2008 en undersøgelse af handicaprådenes
gennemslagskraft.
De udvalgte og omtalte elementer af kommunalreformen samt
de muligheder og faldgruber, der er nævnt i forhold hertil, er sammenfattet
i tabel 4.1. Tabellen er tænkt som oplæg til diskussion. Frem for et
postulat om, at tabellen er udtømmende, så er budskabet tværtimod, at
tabellen ikke har det hele med. Det, der er med, kan og bør desuden
diskuteres og vurderes konkret i forhold til den praksis, der udvikles
rundt om i kommunerne.
78