Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

ved, at livet primært leves i et kollektiv blandt andre med samme funktionsnedsættelse.
Men den generelle tendens er, at foreningsdannelsen og
organiseringen af mennesker med funktionsnedsættelse sker ud fra et
langt mere abstrakt og forestillet fællesskab, som ikke nødvendigvis fordrer
en social kontakt mellem deltagerne. Størsteparten af handicaporganisationerne
er da også kendetegnet ved, at de fungerer som både interesseorganisationer,
videns- og informationsformidlere, ligesom nogle af
organisationerne udøver aktiviteter rettet mod ’hjælp til selvhjælp’ og
andre mere sociale aktiviteter. Medlemskab af en handicapforening er
dermed ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der etableres en social
kontakt og kollektiv identitet mellem medlemmerne, hvilket også afspejles
i, at organisationerne har mange passive medlemmer, som måske
primært er medlemmer af interessepolitiske årsager og ikke søger social
kontakt med andre med samme diagnose eller funktionsnedsættelse.
Mange af handicaporganisationerne har udviklet sig til mere professionelle
interesseorganisationer, der stiler deres aktiviteter mod at
påvirke den behandling og den sociale service, som organisationens medlemmer
stifter bekendtskab med i deres møde med det velfærdsstatslige
system. Mødet med velfærdssystemet danner dermed afsæt for en række
fælles erfaringer i rollerne som patient, klient og bruger. Fælles for organisationerne
på handicapområdet er derfor også, at de i hovedsagen arbejder
for at påvirke det offentlige system til at anerkende, at medlemsgruppens
problemer er af en sådan karakter, at det offentlige system bør
påtage sig et ansvar for at løse dem, ligesom de kæmper for at forsvare
og/eller udvide de behandlingsmetoder, sociale tilbud og derigennem
tilførslen af ressourcer, som tilgodeser medlemmernes behov og interesser
(Bundesen et al., 2001). Deres aktiviteter er derfor i høj grad rettet
mod at påvirke det offentlige system og dermed de politiske beslutningsprocesser
og ressourcetilførslen til de områder i den offentlige sektor,
som tilgodeser deres medlemmers behov.
Vi ser således, at foreningsdannelsen på handicapområdet har
afsæt i det biomedicinske felt og interessen for at påvirke behandling og
velfærd for en bestemt diagnosegruppe. De enkelte handicaporganisationer
har ligeledes en funktion som socialt samlingssted, hvor
man som handicappet eller pårørende kan møde ligesindede og danne
sociale fællesskaber og identitetsmæssige bånd til andre med samme type
funktionsnedsættelse.
24