Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

eningen Sindslidendes Vel er andre eksempler på organisationer, der
dannes i disse år. Ledelsen i DSI er i 1960’erne ambivalent i deres holdning
til de nye handicap- og sygdomsbekæmpende foreninger. En åbning
for medlemskab af disse foreninger vil kunne styrke DSI’s politiske magt
i og med, at organisationen derved repræsenterer langt flere medlemmer.
Det vil også kunne give DSI større økonomisk råderum i kraft af de
midler, de nye foreninger kan tilføre. Men samtidig kan det betyde, at de
gamle invalideorganisationer mister deres magt over DSI-organisationen
og ikke vil kunne profitere af den legitimitet og dermed indflydelse, der
har været forbundet med at være et paraplyfællesskab mellem invalidegrupperne.
DSI fortsætter helt frem til begyndelsen af 1970’erne med at
være et eksklusivt fællesskab mellem de gamle invalideforeninger. I
1970’erne åbnes for medlemskab af de sygdomsbekæmpende foreninger,
og jeg vil i det følgende beskrive, hvordan dette skift producerer en række
nye spændinger af identitetsmæssig karakter.
En af disse spændinger relaterer sig til spørgsmålet om, hvem
der på legitim vis kan repræsentere mennesker med handicap. De gamle
invalideforeninger er karakteriseret ved at være foreninger af handicappede,
hvor det er de handicappede selv, der leder og styrer organisationen.
De fire gamle invalideforeninger er alle dannet som et kritisk
modtræk til velgørende foreninger for handicappede, og alle fire foreninger
lægger vægt på, at det er de invalide (handicappede) selv, der repræsenterer
sagen. Dette har også været et kardinalpunkt i DSI’s politiske
strategi, hvor der har været en modvilje mod (og sandsynligvis også
manglende ressourcer til) at ansætte professionelle til at varetage de repræsentative
opgaver. DSI’s formand udtrykker det således i 1960:
Jeg tror, det må slås fast, at DSI er halte, blinde, døve, tuberkuloseramte
osv., det er folk med alle mulige lidelser. Jeg tror det
er den eneste måde, hvorpå vi organisatorisk kan sikre os en
fremtid. Hvis vi sender en ’embedsmand’, så gør vi jo akkurat
det samme som andre. Vi kan tage sagkyndige med på råd, men
jeg tror, at selve repræsentanten må komme med sin invaliditet,
hvis vi skal gøre os håb om at få pladser overladt i udvalg, nævn,
kommissioner og lignende. (Referat af repræsentantskabsmøde i
DSI, 18.juni 1960).
27