Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

KAPITEL 5
HAR ETNISKE MINORITETER
LIGE MULIGHEDER I SOCIAL-
OG SUNDHEDSVÆSENET?
CHARLOTTE POULSEN
Denne artikel tager udgangspunkt i en empirisk undersøgelse af etniske
minoriteter med sjældne handicap, set fra både familiens og fagpersonens
perspektiv. På baggrund af cases vises, hvordan især kommunikation er
en barriere for etniske minoritetsfamilier og for deres deltagelse i behandling
og tilbud i social- og sundhedsvæsenet.
Familiesammenførte Amina fra Pakistan har et barn med en
sjælden diagnose. Når hun er til møde med lægen eller sagsbehandleren
om barnet, forstår hun ikke alt. Amina taler dårligt dansk, holder sig
høfligt tilbage og siger ikke så meget. Hun er usikker på ord som handicap,
og diagnosen er måske svær at oversætte til urdu. Hun har en masse
spørgsmål, som hun er usikker på, om hun kan stille. For samtidig med,
at det er kompliceret information, så har hun kun begrænset viden om
det danske sundheds- og socialvæsen og de muligheder, der findes, når
man får konstateret et livslangt handicap. Det er også svært for Amina at
ansøge om tilbuddene, da hun ikke kan skrive på dansk. Hun kender ikke
måden, man bygger argumentationen op på, og hun kan ikke spørge
nogen eller søge hjælp hos handicapforeninger, fordi hun ikke taler og
læser dansk.
Lægen og sagsbehandleren oplever Aminas tavshed som udtryk
for passivitet og autoritetstro og som udtryk for manglende integration.
De er vant til, at en god klient eller borger deltager i diskussionen af
83