08.03.2014 Views

Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

nødvendig for børnenes skyld. Argumentationen om hensynet til børnene<br />

gør det ’legalt’ at bruge midler, som er i modstrid med FN’s standardregler<br />

om lige muligheder for handicappede.<br />

Der er to grundsynspunkter, som bliver fremført. Det ene er, at<br />

det er bedst, at udviklingshæmmede ikke får børn – altså at børnene ikke<br />

bliver født.<br />

Ser man på antallet af børn, født af udviklingshæmmede forældre,<br />

er der i en periode på fem år sket en stagnation med tendens mod<br />

et fald. Stik imod det, man kunne forvente med normalisering <strong>og</strong> en<br />

ligestilling i samfundet. Måske er dette en effekt af de handlinger, der er<br />

sat i værk for at undgå, at udviklingshæmmede får børn, handlinger<br />

iværksat ud fra synspunktet, at det er det bedste, at børnene forbliver<br />

ufødte. Et synspunkt, som kan være svært at dokumentere eller argumentere<br />

imod.<br />

Det andet fremherskende synspunkt, som legitimerer diskriminationen,<br />

er, at hvis udviklingshæmmede får børn, så er det bedst for<br />

dem at blive anbragt uden for hjemmet. Undersøgelsen fra 2001 viser, at<br />

45,5 pct. af børn af sent udviklede eller lettere udviklingshæmmede forældre<br />

anbringes uden for hjemmet (Skov & Henningsen, 2001). Inden<br />

for de sidste 10 år er anbringelsestallet for disse børn steget med ca. 20<br />

pct. Denne stigning kan på den ene side være et udtryk for et øget fokus<br />

på børnenes tarv, men kan <strong>og</strong>så anskues som et udtryk for en legitim<br />

måde at håndtere usikkerhed på. Hvis man ikke fjerner barnet, så vil<br />

eventuelle problemer kunne forbindes til valget ”at lade forældrene bevare<br />

myndigheden”. Ansvaret er sværere at forsvare end problemer, der opstår,<br />

når børnene er fjernet – så har man som sagsbehandler gjort, hvad man<br />

kunne – <strong>og</strong> problemerne stadfæster sig ikke umiddelbart til ens handling.<br />

70 pct. af disse anbringelser sker formelt frivilligt, eller som en<br />

del sagsbehandlere udtrykker det, som ’frivillig tvang’. Forældrene får ikke<br />

n<strong>og</strong>et alternativ. Igen sker dette ud fra den bedste hensigt – for børnenes<br />

<strong>og</strong> forældrenes skyld, men ofte i mangel af metoder <strong>og</strong> redskaber til andre<br />

handlemuligheder (Skov & Henningsen, 2001).<br />

Men er det nu altid det bedste for børnene? Hvad ved vi egentlig<br />

om, hvordan det går børnene? Der er forsket meget lidt i børn af udviklingshæmmede<br />

forældre. Jytte Faureholm har som én af de få sat fokus<br />

på disse børns vilkår. Hun har ikke specielt sat fokus på en sammenligning<br />

mellem de børn, som er vokset op i hjemmet, <strong>og</strong> de børn, som er<br />

anbragt uden for hjemmet. Men det fremgår tydeligt, at børnene generelt<br />

154

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!