Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

– Spørg til borgerens egen problemforståelse og forståelse af ordet
handicap (ibid.).
– Tal med borgeren om, hvordan han eller hun gerne vil have, at problemet
omtales på handicapcentret (ibid.).
’DEN MUSLIMSKE HANDICAPFORSTÅELSE’
På samme måde, som mange medarbejdere ønsker viden om borgernes
religion og kultur, er der også blandt medarbejderne et udbredt ønske
om at få viden om ’den muslimske handicapforståelse’.
Af vores materiale fremgår det, at forestillingen om en særlig
grad af skam over handicap blandt muslimer indgår i det, der opfattes
som den ’muslimske handicapforståelse’. I et gruppeinterview nævner en
ergoterapeut fx, at nogle forældre med etnisk minoritetsbaggrund ønsker
klapvogne frem for kørestole til deres barn, så andre ikke skal opdage, at
barnet er handicappet:
Interviewer: Er det [klapvognene] noget, nogen taler om?
Medarbejder: Ja, det har jeg i hvert fald oplevet.
Interviewer: Har du spurgt dem?
Medarbejder: Nej (…) Men jeg ved, at det er en del af deres kultur,
af muslimsk kultur, at de meget nødigt vil udstille deres handicappede
barn fordi (…) straf fra Allah, og de andre skal ikke se (…)
det er sådan, jeg har forstået det (…) (Vores fremhævninger.)
(Feldman & Larsen, 2005:45).
Sådanne udsagn har vi hørt fra flere sider, såvel blandt medarbejdere på
handicapcentrene som blandt pædagoger og lærere på specialinstitutioner
og i andre sammenhænge. Også i forskellige rapporter sammenkædes
handicap blandt personer med muslimsk baggrund ofte med vanære,
skam, bortgemning af handicappede familiemedlemmer, overtro og ’straf
fra Allah’ (se fx Kviat & Knuthsen, 1999).
118