Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

De valgte repræsentanter oplever dog, at der er svage kontakter mellem
dem og deres valggruppe. De fortæller, at de søger at involvere alle fra
valggruppen i at kommentere dagsordenen, men kun sjældent fik bemærkninger
tilbage. I praksis fungerede DSI’s repræsentationssystem
ikke, og repræsentanterne i DCH valgte derfor i stedet at trække på deres
egen forening og sekretariat i gennemgangen af materialet. Repræsentanterne
gav udtryk for, at de tolker deres rolle som repræsentanter for hele
DSI-gruppen som et fællesskab, og at de ser det som deres opgave at
forholde sig til det generelle og principielle i drøftelserne. De ser deres
rolle som knyttet til en DSI-identitet snarere end en mere snæver identitet
som repræsentant for en bestemt handicapgruppe. Det betyder, at de
tolker deres rolle som lig DSI-formandens rolle. I praksis er det dog
primært DSI’s formand, som taler på gruppens vegne. Hvis de ønsker at
rejse en sag, går den typisk først til DSI’s formand, som vurderer, om
sagen er egnet til rådets møder. Deres rolle bliver derfor præget af, at de
indtager en afventende og passiv position, hvor det er DSI’s formand,
der i samarbejde med rådets formand og sekretariat fastlægger dagsordenen.
I den politiske praksis bliver det således DSI-formanden, som får
indflydelse på rådets aktiviteter, hvorimod flere af de øvrige DSImedlemmer
indtager en passiv rolle.
Steen Bengtsson har undersøgt DCH’s rolle i udviklingen af
princippet om sektoransvar og anskuer i denne forbindelse rådet som et
eksempel på en form for netværksstyre (2005). Bengtssons undersøgelse
viser, at der blandt repræsentanterne fra handicaporganisationerne er
flere, som har siddet i rådet i lange perioder. Én repræsentant har således
været medlem, siden rådet blev oprettet i 1980 og til 2006, ligesom to af
DSI’s nu tidligere formænd har været medlemmer af rådet i 20-21 år. Det
har givet en unik mulighed for, at disse repræsentanter har kunnet tale
deres respektive handicapgruppes sag og kontinuerligt anvende rådet
som kanal til at forfølge deres særinteresser. Men det giver samtidig de
forskellige medlemsgrupper af DSI meget ulige vilkår for at anvende
DCH som indflydelseskanal, da nogle grupper har haft en langt mere
privilegeret adgang end andre.
DSI-repræsentanternes rolle i rådet er dermed tvetydig. Den organisationsdemokratiske
valgmodel fordrer, at de udvikler en rolle som
repræsentant for en handicapgruppe/valggruppe, men denne rolle synes
svær at udvikle i praksis, bl.a. fordi medlemsorganisationerne i valggruppen
ikke har udviklet et fælles forum for deres interessevaretagelse. Re-
35