Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

More documents

Recommendations

Info

At repræsentere DSI forbindes med en synlig repræsentation af en legemlig funktionsnedsættelse. Men mange af de nye handicap- og sygdomsbekæmpende foreninger ledes af pårørende eller ’idealistisk indstillede mennesker’, som ikke selv er handicappede, men professionelle fagfolk (Referat af repræsentantskabsmøde i DSI, 1966). Spørgsmålet om, hvem der kan inkluderes i DSI-fællesskabet, producerer dermed en ny spænding, som beror på, hvem der opfattes som legitime repræsentanter for handicappede. En spænding, der artikuleres i modstillingen mellem repræsentanter med synlige funktionsnedsættelser kontra usynlige funktionsnedsættelser og repræsentanter, som selv er handicappede, kontra ikke-handicappede professionelle fagfolk. Mange af de nye handicap- og sygdomsbekæmpende foreninger organiserer mennesker med mere usynlige funktionsnedsættelser såsom dysleksi, psykisk sygdom og udviklingshæmning, og disse personer anses ikke for lige så magtfulde repræsentationsfigurer som dem, der har synlige og legemlige funktionsnedsættelser. Det samme gør sig gældende for ikke-handicappede medlemmer, der ligeledes havde en modvilje mod at lade sig repræsentere af professionelle. Når DSI i 1970’erne vælger at åbne for de nye handicap- og sygdomsbekæmpende foreninger, kan det tolkes som et strategisk træk, der har til formål at opretholde DSI’s position og indflydelse i politisk sammenhæng. Med kommunalreformen i 1970 og bistandsloven i 1976 fik kommunerne hovedansvaret for en række af de velfærdsordninger, som var rettet mod forsørgelse af og omsorg for handicappede, der boede i eget hjem. Bistandsloven introducerer en ny betegnelse for de tidligere invalide- og særforsorgsgrupper. Tidligere havde en række særlove reguleret forholdene for åndssvage, blinde og døve, men med bistandsloven samles disse love i én, og der introduceres en ny italesættelsesform med betegnelsen ’personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap’. De tidligere invalidegrupper samt særforsorgens klientel reguleres herefter under samme administrative kategori i den sociale lovgivning. Den statslige reguleringsform kan tolkes som et produktivt aspekt i forhold til at samle handicaporganisationerne om en fælles interessevaretagelse fra neden. Ved at åbne for de nye handicap- og sygdomsbekæmpende foreninger tilpasser DSI sig de styringsmæssige forhold og kunne herigennem fastholde sin position som interessepolitisk repræsentant – nu for en samlet handicapbevægelse. Det er her værd at nævne et lille kuriosum, som synliggør de gamle invalideforeningers ambivalente forhold til de nye 28
medlemsorganisationer. DSI ændrer i 1974 vedtægter, så de nye foreninger kan optages. Men én ting ændres dog ikke, nemlig det forhold, at formanden for DSI skal vælges blandt de oprindelige invalideorganisationer, hvorved det sikres, at det er en person, der selv har en funktionsnedsættelse, som repræsenterer DSI. Det giver naturligt nok anledning til en række diskussioner mellem invalideorganisationerne og de sygdomsbekæmpende foreninger, hvor sidstnævnte opfatter sig som kategoriseret som B-medlemmer af DSI. De gamle invalideorganisationer argumenterer for, at det er ’psykologisk klogt’, at formanden har et synligt handicap (Referat af ordinært hovedbestyrelsesmøde i DSI, 1979). Det kan tolkes som et udtryk for, at de gamle invalideorganisationer anså den synlige repræsentation af legemlige funktionsnedsættelser som et centralt aspekt i den anerkendelse og dermed politiske legitimitet, der er skabt omkring DSI. Samtidig kan det tolkes som et strategisk træk, der bevirker, at de gamle invalideorganisationer fastholder deres magtposition internt i organisationen, og som samtidig sikrer, at det er en repræsentant fra deres medlemsgruppe, der repræsenterer organisationen udadtil. Ved en senere vedtægtsændring i 1980 ligestilles medlemsorganisationerne dog. Denne lille fortælling illustrerer, hvordan den symbolske side af repræsentationsrollen havde betydning for, hvem der kunne vælges som leder af DSI og muligvis fortsat har en betydning for, hvem der kan vælges som leder af DSI. Alle medlemsorganisationer har i dag lige adgang til at opstille kandidater til formandsposten, men spørgsmålet er, om der stadig eksisterer en social norm, som tilsiger, at de gamle invalideorganisationer bør besætte formandsposten. Historien synliggør dermed også, hvordan optagelsen af de nye medlemsforeninger producerer en række nye interne spændinger i DSI, som er relateret til de identifikations- og identitetsmæssige sider af fællesskabet og repræsentationsrollen. Tilgangen af medlemmer til DSI har siden 1974 været støt stigende, og DSI har i denne sammenhæng udviklet en række kriterier, der regulerer og dermed også afgrænser bestemte foreninger fra at opnå medlemskab. DSI modtager i løbet af 1980’erne ansøgninger om medlemskab fra flere af de nye, små foreninger, men afviser dem med en begrundelse om, at disse foreninger er ’for små’. Presset fra de mange nye, små og diagnoseorienterede foreninger for at opnå medlemskab fører i 1988 til en vedtægtsændring, hvor der opstilles klare grænser for, hvilke organisationer der kan opnå medlemskab af DSI. En handicapforening skal således have eksisteret i over fem år og have mere end 500 29
Page 1: edigeret af: Steen Bengtsson, Inge
Page 4 and 5: HANDICAP OG LIGEBEHANDLING I PRAKSI
Page 6 and 7: Magtmæssige konsekvenser og vision
Page 8 and 9: Perspektivering 167 Litteratur 169
Page 11 and 12: INTRODUKTION Ligebehandlingsbegrebe
Page 13 and 14: KAPITEL 1 INDLEDNING STEEN BENGTSSO
Page 15 and 16: grund som mennesker uden handicap.
Page 17 and 18: handicaporganisationer i et netvær
Page 19 and 20: oftere er mere afhængige af ægtef
Page 21 and 22: KAPITEL 2 HANDICAPFÆLLESSKAB MELLE
Page 23 and 24: tionerne med afsæt i en forståels
Page 25 and 26: get til 150. Der er dermed sket en
Page 27 and 28: Men hvad så med paraplyorganisatio
Page 29: eningen Sindslidendes Vel er andre
Page 33 and 34: SKEMA 2.1 Felt Kategoriseringssyste
Page 35 and 36: også betyder, at handicaporganisat
Page 37 and 38: De valgte repræsentanter oplever d
Page 39 and 40: organisationerne har som brugerrepr
Page 41: LITTERATUR Bengtsson, S. (2005): Pr
Page 44 and 45: Centrale Handicapråds sekretariat,
Page 46 and 47: Interessegrupper vil heller ikke s
Page 48 and 49: ile mønstre mellem hinanden relati
Page 50 and 51: Der er tale om en blød styring, hv
Page 52 and 53: System’. Systemet består deri, a
Page 54 and 55: e. Man blev derfor mere optaget af,
Page 56 and 57: værksteder og ud på almindelige v
Page 58 and 59: DSB-stationer vil blive udstyret me
Page 60 and 61: ser i de skandinaviske - men ikke i
Page 62 and 63: LITTERATUR Andersen, B.R. (1970): R
Page 64 and 65: nale handicapråd, mennesker med ha
Page 66 and 67: educeret fra 271 til 98, hvoraf 66
Page 68 and 69: egionale leverandører koordineres
Page 70 and 71: prioriteringer af handicapområdet.
Page 72 and 73: - politiske ad hoc- og temaudvalg -
Page 74 and 75: udsportal er der skabt offentlighed
Page 76 and 77: afsnit vil se på henholdsvis mulig
Page 78 and 79: finansieringsansvaret er der skabt
Page 80 and 81:
iet, 2007b). Brugerne har således
Page 82 and 83:
nansieringsansvar, så bliver de om
Page 84 and 85:
Pedersen, J.S. (2007): Ledelse i en
Page 86 and 87:
ehandlingen og tilbud og koordinere
Page 88 and 89:
FAKTABOKS 5.1 Sjældne handicap er
Page 90 and 91:
essourcekrævende. Der er mange mis
Page 92 and 93:
det. Når det er danske familier, s
Page 94 and 95:
Det kan måske også skyldes, at de
Page 96 and 97:
for at få endnu et barn med et sj
Page 98 and 99:
kulturelt eller religiøst tabu at
Page 100 and 101:
og i Danmark om det sjældne handic
Page 102 and 103:
OPSAMLING OG PERSPEKTIVERING I de s
Page 104 and 105:
CENTER FOR SMÅ HANDICAPGRUPPER Cen
Page 106 and 107:
Sundhedsstyrelsen (2002): Notat ved
Page 108 and 109:
i Københavns Kommune. Det treårig
Page 110 and 111:
mæssig kulturel bagage hindrer min
Page 112 and 113:
Noget af den viden, sagsbehandlerne
Page 114 and 115:
INKLUDERENDE OG EKSKLUDERENDE KULTU
Page 116 and 117:
Det er måske mere en skam (…) de
Page 118 and 119:
EKSEMPEL Ved et møde på ét af ko
Page 120 and 121:
- Spørg til borgerens egen problem
Page 122 and 123:
Jeg sagde til sygeplejersken - hun
Page 124 and 125:
Opfattelsen af, at viden om ’den
Page 126 and 127:
LITTERATUR Andersen, A.H., Feldman,
Page 129 and 130:
KAPITEL 7 VOLD MOD KVINDER MED HAND
Page 131 and 132:
seksuelle overgreb mod børn og ung
Page 133 and 134:
De tal, vi har i Danmark, relaterer
Page 135 and 136:
samfundets kvindeidealer. En deform
Page 137 and 138:
dres hjælp til at bevæge sig uden
Page 139 and 140:
e med en tale- og/eller hørehandic
Page 141 and 142:
kvinden og manden har ret til. Og m
Page 143 and 144:
egeringens nye Handlingsplan til be
Page 145 and 146:
LITTERATUR Barron, K. (red.) (2004)
Page 147 and 148:
KAPITEL 8 HANDICAP OG FORÆLDRESKAB
Page 149 and 150:
for forældre med forskellige typer
Page 151 and 152:
Kompensation for nedsat funktionsev
Page 153 and 154:
være langt fra formelt til reelt m
Page 155 and 156:
man ikke kan tage hånd om sig selv
Page 157 and 158:
er belastet - og at de mest af alt
Page 159 and 160:
stede. Nærhed og nærvær er i øv
Page 161 and 162:
live gjort ansvarlig for problemer,
Page 163 and 164:
uddannet kontorassistent på 34 år
Page 165 and 166:
hvervsforhold mv. Holdninger til og
Page 167 and 168:
maniodepressive. Efter de flestes m
Page 169 and 170:
men. Børnene sagde samstemmende, a
Page 171 and 172:
LITTERATUR Booth, T. & Booth, W. (1
Page 173 and 174:
FORFATTERNE Inge Storgaard Bonfils
Page 175:
en refleksions- og handlingsanvisen
Page 178 and 179:
07:07 Madsen, M.B., Filges, Hohnen,
Page 180 and 181:
08:03 Rosenstock, M., Jensen, S., B
show all

Handicap og ligebehandling i praksis, Socialforskningsinstituttet 2008

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?