Byen bytter byggeskikk - Arkitektur- og designhøgskolen i Oslo

”Den væsentligste Del af et Tag er Spærrerne … . Spærrerne anbringes i regelen … parvis mod hinanden over
en og samme Bjælke, i hvilken de begge med deres nederste Ender nedtappes. Tappens Brede er sædvanlig 1¾ à
2”, men dens Længde 2½”, og denne Dybde have ogsaa Taphullerne i Bjælkerne. Tappene forbores eller
fornagles ikke, men da Spærrerne trykke stærkt mod Bjælkernes Endetræ, saa bør dette (hvad vi kalle
Spærretaaen) ikke være under 5”, d.e. Spærren bør ikke stilles nærmere Bjælkens Ende”.
En konsekvens av tappforbindelsen i fotpunktet er, som Broch skrev, at ”sperretåen” må ha en
viss lengde. Av denne detaljen følger at taktekking direkte på sperrene ikke kan danne noe
plan uten en form for oppfôring. Skal det dessuten være et takutspring av noen størrelse, må
det ordnes med separat bæring for dette. Den vanlige løsningen var i Christiania som andre
steder å anbringe en kort raftsperre eller ”skalk” oppå sperren med forlengelse via sperretåen
ut forbi vegglivet. Den måtte nødvendigvis få en slakere vinkel enn sperren, og dermed ville
takflaten få en knekk, men mindre brå og dramatisk enn vinkelen mellom sperre og sperretå.
Resultatet ble svaien, en teknisk betinget form som en nødvendig konsekvens av sperrebindet.
Under klassisismen ble plane takflater foretrukket, og skalkene ble da erstattet med lengre
oversperrer helt opp til mønet. 125 Senere skulle svaien igjen bli et yndet arkitekturmotiv, men
ofte oppfattet som estetisk snarere enn teknisk motivert.
Fig. 4.45
Takfot etter Theodor Broch (1848:pl.XXVII). Bjelken er kammet over remmen (”ramstykket”), og sperren står
med forsats (og usynlig tapp) på bjelken. ”Skalken” løfter takflaten opp og ut over ”sperretåen”. Legg merke til
at Broch viser takstein på åpen lekting uten bordtak.
I tysk litteratur regnes det enkle, trekantete takbindet som den mest selvfølgelige av alle
konstruksjoner for små hus (Böhm 1911:302f). 126 Hvis sperrenes lengde overstiger 3 meter,
må de avstives. Det oppnås enklest med horisontale hanebjelker som gjensidig støtter
sperrene og fordeler vindtrykk og snølast mellom dem. Hanebjelkene ble til dels, og særlig i
de eldste konstruksjonene, påbladet fra siden med ”svalehale”. Senere ble de vanligvis tappet
inn i sperrene og sikret mot uttrekk bare med en nagle, men strekkpåkjenning forekom
sjelden. 127 Sperrebindet med hanebjelke(r) (tysk: ”Kehlbalkendach”) kombinerte enkelhet
125
Slik påforing i ettertid med oversperrer kan påvises bl.a. på Rådhusgaten 12, Kongens gate 1, Tollbodgaten 4
og Dronningens gate 11.
126
Tyskerne regner sperretaket som en så selvsagt ting at Böhm (1911:298) uten videre skriver: ”So ist der
Sparren der wesentlichste Bestandteil jedes Daches, und alle Dachstuhlkonstruktionen, so verwickelt sie auch
sein mögen, haben schliesslich nur den einen Zweck, die Sparren in geigneter Weise zu halten und zu stützen.
Für kleinste Verhältnisse ist ein Sattelförmiger Dachverband denkbar, der nur aus zwei Sparren besteht, dei auf
einem Balken ihren Aufstand finden. Von diese Figur, die die einfachste form eines sogenannten ”Dach-
Gebindes” darstellt, … ”.
127
Tappforbindelse og svalehale kan opptre samtidig i samme konstruksjon, som i Rådhusgaten 19 og
Dronningens gate 11. Opplysningene om tømmerforbindelser i Christiania-takbind er hentet fra Gunnar
269